Tillidsrepræsentanters beskyttelse ved udlicitering

10. august 2001

Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

J.nr.: 5.04.06-06
hkb
Lokalnr.: 305
10. august 2001

Vedr.: Tillidsrepræsentanters beskyttelse ved udlicitering

 

Foranlediget af en konkret forespørgsel fra DKK om tillidsrepræsentanters beskyttelse ved udlicitering har KTO's sekretariat udarbejdet vedlagte svar af 23. april 2001. DKK's spørgsmål har været drøftet i juridisk gruppe, der kan tilslutte sig svaret til DKK.

Forespørgslen fra DKK omhandler en situation, hvor kun en del af arbejdsopgaverne udliciteres. Både hos overdrager og erhverver vil der efter overdragelsen være beskæftiget mere end 5 medarbejdere med en deraf følgende ret til at vælge en tillidsrepræsentant. De udliciterede arbejdsopgaver omfatter ikke tillidsrepræsentantens specifikke arbejdsfunktioner. Tillidsrepræsentanten er en blandt flere medarbejdere, som man kan vælge imellem i forhold til overdragelse til en ny erhverver. Spørgsmålet er således, om tillidsrepræsentanten i den situation, i kraft af tillidsrepræsentantbeskyttelsen, kan undgå at blive overført.

Som det blandt andet fremgår af KTO's svar til DKK er der tale om en situation, der både er reguleret af virksomhedsoverdragelsesloven og tillidsrepræsentantretten. Der er endvidere tale om en situation, som så vidt ses ikke tidligere har været prøvet ved domstolene eller ved voldgift.

En gennemgang af virksomhedsoverdragelsesloven peger efter KTO's umiddelbare vurdering i retning af, at en medarbejder (og herunder en tillidsrepræsentant) må tåle at lade sig overføre til en ny erhverver, hvis medarbejderens primære arbejdsfunktion er i den del af virksomheden, som overdrages. Det forhold, at tillidsrepræsentanten efter virksomhedsoverdragelsesloven bevarer sin særlige afskedigelsesbeskyttelse som en individuel ret, peger ligeledes efter KTO's umiddelbare opfattelse i retning af, at selve funktionen som tillidsrepræsentant efter virksomhedsoverdragelsesloven næppe i sig selv vil kunne begrunde en særstatus i forhold til overdragelsen.

I forhold til tillidsrepræsentantretten foreligger der efter KTO's umiddelbare vurdering ikke en situation, som kan karakteriseres som arbejdsmangel, idet arbejdet fortsat består, og alene er overført til en anden driftsherre.

Tillidsrepræsentantens muligheder kan i øvrigt sammenfattes således:

Hvis tillidsrepræsentanten er en af flere ansatte, der kan vælges imellem, fordi de funktioner tillidsrepræsentanten udfører, ikke adskiller sig væsentligt fra de funktioner, som de øvrige ansatte udfører, har tillidsrepræsentanten krav på ikke at blive flyttet uden for sit valgområde.

Hvis der andet steds i virksomheden (hos overdrager) fortsat er ligeartet arbejde, vil tillidsrepræsentanten normalt kunne kræve sig forflyttet dertil.

I øvrige tilfælde er det vurderingen, at tillidsrepræsentanten på lige fod med øvrige medarbejdere må tåle overflytning til erhverver.

Det skal for god ordens skyld præciseres, at 2. afsnit ad virksomhedsoverdragelsesloven i brevet af 23. april 2001 omhandlende "Har en lønmodtager pligt til at fortsætte hos erhverver?" alene er en kort fremstilling af lønmodtagerens pligt til at fortsætte hos erhverver, såfremt det i øvrigt er uomtvistet, at medarbejderen er omfattet af virksomhedsoverdragelsen. Afsnittet beskriver eksempelvis ikke virksomhedsoverdragelseslovens § 3, stk. 2, der omhandler de situationer, hvor arbejdsvilkårene ændres væsentligt. For en nærmere fremstilling heraf kan der eksempelvis henvises til Erik Werlauff, Lønmodtagernes rets-stilling ved udlicitering af offentlige opgaver, 1995, s. 101 ff.

Eventuelle spørgsmål vedrørende ovenstående kan rettes til Helle Basse på tlf. 3311 9700 lokal 305.

 

Med venlig hilsen

Signe Friberg Nielsen /

Helle Basse