Barrierer for mere effektiv arbejdstilrettelæggelse på sygehusene - 100 dages rapporten

28. februar 2002

Organisationsudsendelse  

Til
KTO's medlemsorganisationer

J.nr.: 1.07.01-07
HW
Lokalnr.: 204
28. februar 2002

Vedr.: Barrierer for mere effektiv arbejdstilrettelæggelse på sygehusene - 100 dages rapporten

Indenrigs- og sundhedsministeren nedsatte i december 2001 et rådgivende udvalg om sundhedsvæsenet.

Udvalget skal i 2002 løbende rådgive regeringen om sundhedsvæsenets - særligt sygehusvæsenets - struktur, finansiering og styring samt privat/offentligt samarbejde. Udvalgets anbefalinger skal bidrage til øget effektivitet, herunder en varig afkortning af vente-lister, kvalitet, innovation og lydhørhed over for patientønsker og forventninger.

I regeringens første 100 dage har udvalget bl.a. haft til opgave

  • at redegøre for mulige barrierer i overenskomster, uddannelser m.v. for en bedre udnyttelse af ressourcerne og en intensiveret indsats over for ventelisterne i sygehusvæsenet

  • at beskrive på hvilken måde konkrete bestemmelser hæmmer arbejdstilrettelæggelsen, og hvilke ændringer i tilrettelæggelsen, der vil være mulige under ændrede regler

  • at stille konkrete forslag til ændringer på de punkter, hvor der er identificeret barrierer.

I forbindelse med udvalgets arbejde har udvalget dagarbejdstiden som omdrejningspunkt for vurderinger af muligheder og barrierer for en mere effektiv arbejdstilrettelæggelse i sygehusvæsenet.

Til orientering vedlægges udvalgets sammenfattende konklusion og anbefalinger.

I rapporten har udvalget bl.a.

  • redegjort for arbejdstidsreglerne i centrale overenskomster og aftaler mv., herunder KTO's rammeaftale om decentrale arbejdstidsaftaler,

  • vurderet graden af handlefrihed i de eksisterende arbejdstidsregler,

  • vurderet en række barrierer for mere effektiv arbejdstilrettelæggelse i overenskomster og aftaler,

  • peget på en række incitamenter og forslag til initiativer til mere effektiv arbejdstilrettelæggelse, og

  • vurderet muligheder og barrierer for offentligt/privat samspil.

Det bemærkes, at der i rapporten bl.a. indgår overvejelser vedrørende aftalen om ny løndannelse, initiativer vedrørende sygefravær mv. samt omtale af KTO støttede projekter mv.

Med hensyn til ny løndannelse peger udvalget på, at det er vigtigt at sikre lokalt råderum i udmøntningen af ny løn. Udvalget peger i den forbindelse på, at centralt aftalte "skal-tillæg" kan lægge bindinger på den lokale brug af ny løn.

I rapporten konkluderer udvalget, at de eksisterende regelsæt i overenskomsterne rummer betydelige muligheder for en mere fleksible og effektiv arbejdstilrettelæggelse i dagtiden. Udvalget understreger, at dette bør bidrage til aflivning af myter om, at regelsæt er hovedårsagen til manglende effektivitet.

I forhold til overenskomsterne anbefaler udvalget følgende:

  • at arbejdstidsreglerne for læger, sygeplejersker og andet plejepersonale bliver mere ensartede

  • at opgørelsesperioderne for arbejdstiden for plejepersonale og læger harmoniseres

  • at overenskomstparterne genovervejer honoreringen af ekstraordinær aktivitet for sygeplejersker

  • at overenskomstparterne tager initiativ til at reducere antallet af overenskomster yderligere

  • at overenskomstparterne overvejer en fælles overenskomst for alle speciallæger

  • at virksomhedsoverenskomster anvendes i større omfang

  • at overenskomstparterne overvejer, hvad der fremover skal høre hjemme i overenskomster, og hvad der kan overlades til lokal afgørelse

  • at mulighederne for frivilligt køb af ferie og mulighederne for frivillige aftaler om gennemsnitlig ugentlig arbejdstid, der overstiger 37 timer, undersøges.

I forhold til konkrete incitamenter for en mere effektiv arbejdstilrettelæggelse anbefaler udvalget bl.a.:

  • at incitamenter i højere grad anvendes individuelt og afpasset medarbejdernes personlige valg i tilknytning til konkrete opgaver

  • at incitamenter anvendes til at flytte personalets villighed til merarbejde til hoved-arbejdsstedet - og dermed væk fra bijobs og vikararbejde

  • at økonomiske incitamenter i form af udbetaling af overarbejde i højere grad anvendes

  • at incitamenter til merarbejde for deltidsansatte sikres.

Med henblik på at opnå en mere effektiv dagarbejdstid foreslår udvalget bl.a. følgende:

  • Forskudt, fleksibel dagarbejdstid

  • Længere planlagt dagarbejdstid

  • Mere udbredt anvendelse af rammeaftalen om decentrale arbejdstidsaftaler

  • Udbetaling frem for afspadsering af vagtarbejde og overarbejde

  • Forenkling af det samlede arbejdstidsregelsæt

  • Anvendelse af virksomhedsoverenskomster

  • Sikring af viden og risikovillighed hos de lokale ledelser gennem erfaringsudveksling om best practice

  • Yderligere brug af økonomiske og ikke økonomiske incitamenter på individ- og afdelingsniveau

  • Yderligere brug af frivillige, individuelle løn- og arbejdstidsaftaler

  • Mere hensigtsmæssig opgavefordeling på tværs af faggrupper

  • At lade medarbejderne beskæftige sig med det, de er bedst til.

For en nærmere beskrivelse af udvalgets anbefalinger henvises til Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside www.sum.dk, hvor rapporten kan hentes ned.

Med venlig hilsen
Signe Friberg Nielsen
Henrik Würtzenfeld