Lønudvikling i den offentlige sektor 1. kvartal 2002

17. maj 2002
Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

J.nr.: 8.05.01-01
VP
Direkte tlf.nr.: 3347 060626
17. maj 2002

Vedr.: Lønudvikling i den offentlige sektor 1. kvartal 2002

Danmarks Statistik (DS) har offentliggjort lønudviklingen for den offentlige sektor 1. kvartal 2001-2002. I skrivelse af den 7. maj 2002 informerede KTO medlemsorganisationerne om de lønudviklingstal, som FLD har offentliggjort for 1. kvartal 2001-2002.

Lønudviklingen i den (amts)kommunale, den statslige og den private sektor
DS’ årsstigningstakt i 1. kvartal 2001 - 2002 for den (amts)kommunale sektor var på 3,8 %. Årsstigningstakten i kvartalet før, 4. kvartal 2000 – 2001, var på 4,0 %. Se desuden . bilag 1

I den statslige sektor er årsstigningstakten for 1. kvartal 2001- 2002 på 6,2 %, mod 5,8 % i kvartalet før. De statsansattes tredje feriefridag er indregnet i det indekstal for 1. kvartal 2001-2002, som ligger til grund for beregningen af årsstigningstakterne. En feriefridag medfører isoleret set en forøgelse i lønstigningstakten på 0,44 %.

Tallene for den private sektor samme kvartal forventes først at blive offentliggjort den 14. juni 2002.

Udviklingen i de kvartalsvise årsstigningstakter for henholdsvis den (amts)kommunale, den statslige og den private sektor fremgår af vedlagte . figur 1

Figur 1 viser, at den private sektor har haft en relativ stabil udvikling i de kvartalsvise årsstigningstakter, svarende til mellem 3,4 og 4,7 % i den viste periode. De kvartalsvise årsstigningstakter for den (amts)kommunale sektor og den statslige sektor har været mere svingende. Det må bl.a. ses på baggrund af, at en stor del af aftaleresultaterne for samtlige ansatte udmøntes på bestemte datoer.

Betragtes i stedet lønudviklingen for hele perioden siden 1996, jf. vedlagte , fremgår det, at lønudviklingen mellem de 3 sektorer har været nogenlunde ens. Dog er lønudviklingen på statens område i 2001 aktuelt fortsat noget højere. Af såvel figur 1 som 2 fremgår det, at inflationen fortsat ligger under lønudviklingen. figur 2

Med venlig hilsen

Signe Friberg Nielsen

Vibeke Pedersen