Ændring af sygedagpengebekendtgørelsen og vejledning om barsel og ferie

27. marts 2003
Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

J.nr.: 4.02.03-04/5.10.03-16
HW
Direkte tlf.nr.: 3347 0614
27. marts 2003

Vedr.: Ændring af sygedagpengebekendtgørelsen og vejledning om barsel og ferie

 

Vedlagt til orientering:

  • , ogOrienteringsbrev af 20. februar 2003 fra Arbejdsdirektoratet til samtlige kommuner om ændringer i sygedagpengebekendtgørelsen
  • .Arbejdsdirektoratets vejledning af 12. marts 2003 om barsel og ferie

Ændring i sygedagpengebekendtgørelsen

Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om dagpenge ved sygdom og fødsel trådte i kraft den 1. marts 2003. For en nærmere beskrivelse af de indholdsmæssige ændringer henvises til Arbejdsdirektoratets orienteringsbrev af 20. februar 2003 til samtlige kommuner.

Af ændringen af bekendtgørelsen fremgår bl.a.:

  1. At der nu er blevet etableret mulighed for at genoptage arbejdet delvist efter dagpengelovens § 13, stk. 3/§ 14, stk. 4 i aftalebaserede udskudte perioder (§ 13, stk. 6/§ 14, stk. 7). Ændringen åbner mulighed for, at moderen, fx efter afholdelse af 24 ugers orlov efter barnets fødsel, kan afbryde sin orlov for at afholde sin ferie, for herefter - efter aftale med arbejdsgiveren - at genoptage arbejdet delvist (hvis halvtid i op til 44 uger).

Ændringen har betydning i forhold til § 14, stk. 2 og § 23, stk. 2 i aftale om fravær af familiemæssige årsager. Af disse bestemmelser fremgår, at arbejdet kan genoptages delvist efter aftale med arbejdsgiveren. Retten til fravær og sædvanlig løn forlænges med den tid, arbejdet genoptages. Forlængelsen kan dog ikke ske i de perioder, der er udskudt til senere brug inden barnets 9. år.

Med ændringen af bekendtgørelsen er der nu åbnet mulighed for, at dagpengeperioden kan forlænges med den tid, arbejdet er genoptaget med i aftalebaserede udskudte perioder.

KTO vil med de (amts)kommunale arbejdsgivere drøfte ovennævnte med henblik på en tilpasning af aftalen til de ændrede regelsæt.

  1. At der i § 35 a, stk. 2 er foretaget en præcisering af udtrykket "normal ugentlig arbejdstid" i forbindelse med en lønmodtagers delvise genoptagelse af arbejdet efter lovens § 16 a. I bestemmelsen forstås nu den "normale overenskomstmæssige ugentlige arbejdstid". Ligeledes er det præciseret, hvordan grænsen på 29½ time nedsættes, hvis den faktiske ugentlige arbejdstid før fraværet var lavere end den normale overenskomstmæssige ugentlige arbejdstid. Her anvendes brøken 29½ timer ganget med den faktiske ugentlige arbejdstid og divideret med 37 timer.

I aftalens § 14, stk. 1 og § 23, stk. 1 er lovens hidtidige "begreb" anvendt - nemlig normal ugentlig arbejdstid. Med ændringen af bekendtgørelsen forstås efter KTO's opfattelse herefter den "normale ugentlige arbejdstid" i aftalen som den "normale overenskomstmæssige ugentlige arbejdstid". Med hensyn til beregningen heraf, hvis den faktiske ugentlige arbejdstid før fraværet var lavere end den normale overenskomstmæssige ugentlige arbejdstid, henvises til ovennævnte beregning.

Arbejdsdirektoratet har i den forbindelse oplyst, at 29 ½ time efter de gældende regler er det maksimale, man kan genoptage arbejdet med efter § 16 a. § 35a, stk. 2 i bekendtgørelsen beskriver, hvor mange timer arbejdet kan genoptages med efter § 16a, hvis man har været "på nedsat tid".

Af Arbejdsdirektoratets orienteringsbrev til kommunerne fremgår, at"Med den nye § 13a indføres der en frist for lønmodtagere og selvstændige for indgivelse af en anmodning om barselsdagpenge til kommunen".

Sekretariatet har drøftet denne formulering med Arbejdsdirektoratet, som oplyser, at det er arbejdsgiveren, i de tilfælde, hvor lønmodtageren modtager løn, som skal bede kommunen om dagpengerefusion. En lønmodtager skal således ikke anmode om barselsdag-penge i perioder, hvor der ydes løn fra arbejdsgiveren.

Såfremt den ansatte afholder barsels-/adoptionsorlov udover de perioder, hvor der ydes løndækning, skal den ansatte anmode kommunen om barselsdagpenge senest 8 uger efter den dag, hvor arbejdsgiveren ophører med at udbetale løn. Af bekendtgørelsen fremgår, at der kun er ret til dagpenge for den orlovsperiode, der ligger efter anmodningen.

Vejledning om barsel og ferie

Arbejdsdirektoratets vejledning af 12. marts 2003 findes på direktoratets hjemmeside www.arbejdsdirektoratet.dk. For en nærmere beskrivelse af de indholdsmæssige ændringer henvises til vejledningen.

Det fremgår indledningsvis af vejledningen, at den alene beskriver feriereglerne i relation til ferieloven. Hvorledes der optjenes og afholdes ferie i forbindelse med barsel- og forældreorlov, hvis der er indgået kollektiv overenskomst, der fraviger ferielovens bestemmelser, er således ikke beskrevet i vejledningen.

Der er som bekendt mellem de (amts)kommunale arbejdsgivere og KTO indgået en aftale om ferie for personale i kommuner og amter. I forhold til ferieaftalen er det KTO's opfattelse, at det i vejledningen anførte kan finde anvendelse over for personale i kommuner og amter. Opmærksomheden skal dog henledes på, at der, jf. ferieaftalens § 11, stk. 4, i forhold til feriehindringer, der umuliggør afholdelse af ferie inden ferieårets udløb, også for visse ansatte er den mulighed, at det mellem kommunen/amtet og den ansatte - i stedet for at få udbetalt løn eller feriegodtgørelse for ikke afholdt ferie - aftales, at ferien overføres til det følgende ferieår.

 

Med venlig hilsen

Signe Friberg Nielsen /

Henrik Würtzenfeld