KL's pensionsregulativ for tjenestemænd

5. maj 2003
Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

J.nr.: 4.01.05-02
heb
Direkte tlf.nr.: 3347 0627
5. maj 2003

Vedr.: KL's pensionsregulativ for tjenestemænd

Hoslagt fremsendes til orientering . I pensionsregulativet er der foretaget tilsvarende ændringer, som der er foretaget ved lov nr. 1041 af 17. december 2002 om ændring af tjenestemandspensionsloven. Det betyder, at der er foretaget en ændring af pensionsregulativets § 7 om pension ved afsked på grund af helbredsbetinget utjenstdygtighed i tilfælde, hvor tjenestemandens erhvervsevne på afskedstidspunktet er nedsat med mindst 2/3 (kvalificeret svagelighedspension).pensionsregulativ af 2003 for tjenestemænd i kommuner inden for KL's forhandlingsområde

Endvidere er der foretaget en ændring af pensionsregulativets § 24 om udbetaling af opsat pension på grund af helbredsmæssige forhold.

Kvalificeret svagelighedspension:

Efter de hidtidige regler - som har været gældende siden 1. januar 1994 - var ydelse af kvalificeret svagelighedspension betinget af, at tjenestemanden blev tilkendt mellemste eller højeste førtidspension efter lov om social pension, fordi erhvervsevnen var nedsat til en tredjedel eller derunder.

Ved førtidspensionsreformen på det sociale område, som er trådt i kraft 1. januar 2003 er erhvervsevnetabskriteriet afskaffet og erstattet af et arbejdsevnekriterium, ligesom de hidtidige 4 satser for førtidspension er erstattet af en sats.

Ved ændringen af tjenestemandspensionsloven - og den tilsvarende ændring i pensionsregulativet - er erhvervsevnetabet på mindst 2/3 fastholdt som kriterium for ydelse af kvalificeret svagelighedspension, men ydelsen heraf er ikke længere betinget af, at den pågældende er tilkendt mellemste eller højeste førtidspension efter lov om social pension.

Afgørelsen af om erhvervsevnetabskriteriet er opfyldt, kan træffes, jf. Pensionsregulativets § 26, stk. 2, efter indhentet udtalelse fra et dansk pensionsforsikringsselskab eller, såfremt en sådan forsikringsmæssig ordning ikke er truffet, fra Nævnet for helbredsbedømmelser i Tjenestemandssager (Helbredsnævnet).

Udbetaling af opsat pension:

Efter de hidtidige regler kunne en opsat pension komme til udbetaling uanset den pågældendes alder, hvis den pågældende fik tilkendt førtidspension efter lov om social pension på grund af helbredsmæssige forhold og i så fald fra samme tidspunkt.

Efter lovændringen - og den tilsvarende ændring i pensionsregulativet - kan en opsat pension komme til udbetaling uanset den pågældendes alder, hvis den pågældendes erhvervsevne er nedsat til halvdelen eller derunder på grund af helbredsmæssige forhold.

Afgørelsen af om erhvervsevnetabskriteriet er opfyldt, kan træffes efter indhentet udtalelse fra et dansk pensionsforsikringsselskab eller, såfremt en sådan forsikringsmæssig forsikringsordning ikke er truffet, fra Helbredsnævnet.

Udbetaling af den opsatte pension sker i givet fald fra den 1. måned efter, at sag herom er rejst over for kommunen.

Virkningstidspunkt:

Ændringen i § 7 vedrørende kvalificeret svagelighedspension gælder dog ikke for tjenestemænd, der efter reglerne om lov om social pension er tilkendt førtidspension, invaliditetsydelse eller bistands- og plejetillæg, eller for hvem der er påbegyndt sag herom inden den 1. januar 2003. For disse tjenestemænd gælder de hidtidige regler i § 7 i pensionsregulativet. Det betyder, at ydelse af kvalificeret svagelighedspension forudsætter, at der er tilkendt den pågældende mellemste eller højeste førtidspension i henhold til de hidtidige regler i lov om social pension.

Om en sag om førtidspension mv. efter lov om social pension er påbegyndt før den 1. januar 2003, afhænger af, om den pågældende kommune inden den dato har truffet en beslutning om at indlede en førtidspensionssag. En sådan beslutning kan ikke træffes, før alle andre muligheder for at yde hjælp til arbejdsfastholdelse, aktivering, revalidering, behandling og andre foranstaltninger er afprøvet. Selv om sådanne foranstaltninger er iværksat før 1. januar 2003, er dette ikke i sig selv ensbetydende med, at en sag om førtidspension er påbegyndt før denne dato.

Det afgørende er derfor om, at den pågældende kommune inden 1. januar 2003 har truffet beslutning om at indlede en førtidspensionssag. Det er derfor også afgørende for et dansk pensionsforsikringsselskab, Helbredsnævnet eller anden lægelig myndighed at få oplysning om, hvornår beslutningen er truffet.

Afsked på grund af helbredsbetinget utjenstdygtighed:

Efter hidtidig gældende praksis, vil der fortsat kunne finde afskedigelse sted af en tjenestemand, hvis det vurderes, at tjenestemanden er utjenstdygtig, selv om det lægelige grundlag ikke er tilstrækkeligt til vurdering af erhvervsevnetabet. Hvis det på grundlag af lægelige oplysninger efterfølgende vurderes, at tjenestemanden har mistet mindst 2/3 af sin erhvervsevne på afskedstidspunktet og betingelserne i øvrigt er opfyldt, vil den pågældende blive tillagt kvalificeret svagelighedspension med virkning fra afskedstidspunktet.

Afslutning:

Det skal bemærkes, at nærværende orientering om de foretagne ændringer mv. svarer til den information, som KL har udsendt til kommunerne.

Det skal endvidere bemærkes, at der sker tilsvarende ændringer i pensionsregulativerne/-vedtægterne på de øvrige (amts)kommunale arbejdsgiverområder.

 

Med venlig hilsen

Signe Friberg Nielsen

Henning Bickham