Undersøgelse af udsendelsesmetoder med KL og KTO publikationer

6. november 2003
Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

J.nr.: 5.05.05-15
HV
6. november 2003

 

Vedr.: Undersøgelse af udsendelsesmetoder med KL og KTO publikationer

 

§ 5-styregruppen for det det personale- og uddannelsespolitiske samarbejde mellem KL og KTO har besluttet at undersøge sammenhængen mellem omkostninger og kendskabseffekt ved forskellige udsendelsesmetoder af parternes fælles publikationer. 

Projektet er sat i gang, idet flere samarbejdsprojekter har gjort brug af den direkte udsendelsesmetode til samtlige kommunale institutioner, og det vides reelt ikke om den meget dyre udsendelsesmetode sikrer en bedre kendskabseffekt hos målgruppen, end andre udsendelsesmetoder, der på anden vis gør opmærksom på nyudgivelser.

Seks udvalgte udsendelsesmetoder vil blive undersøgt på de to vedlagte publikationer: "Pernille og Personalepolitikken" og "Livtag med ledelse". Den ene metode omhandler den fremgangsmåde, hvor KTO skriver til medlemsorganisationerne og gør opmærksom på, når der er udgivet nye publikationer om uddannelses- eller personalepolitiske emner.

De to publikationer som er med i undersøgelsen består af:

 

Pernille og personalepolitikken

I pjecen bliver påklædningsdukken Pernille klædt på til at arbejde med fremtidens personalepolitiske udfordringer. Pjecen søger at give den enkelte arbejdsplads - samarbejdsudvalg, MED-udvalg, ledere og medarbejdere idéer til hvordan arbejdet med personalepolitikken kan tilrettelægges og gøres mere vedkommende. 

Pjecen om Pernille er et arbejdsredskab der består af en tekstdel der kan give inspiration til debatten på arbejdspladsen, og en række arbejdsark til den der skal være ansvarlig for arbejdsprocessen. 

Download:

Pernille - Pjeceomslag

Pernille - Pjeceindhold

Pernille - indstik

 

Livtag med ledelse- Ni fortællinger om at blive leder

Inden for de næste 5 år vil hver anden kommunal leder forlade arbejdsmarkedet for at gå på pension. Der er derfor behov for en aktiv indsats for at motivere medarbejdere i kommunerne til at interessere sig for et lederjob. 

I "Livtag med ledelse" fortæller ni forholdsvis nye ledere om deres overvejelser og oplevelser med det at starte i et job med lederfunktioner. Det er der kommet ni meget forskellige fortællinger ud af, men fælles for dem er, at de handler om ledelse, om det ansvar, de udfordringer og personlige udviklingsmuligheder, der følger med lederrollen. Det er vores håb, at fortællingerne vil inspirere læserne til at overveje, om ledelse er noget for dem. 

Vi opfordrer derfor ledelse og tillidsrepræsentanter til at rekvirere bladet og gøre medarbejderne opmærksomme på det, f.eks. ved at lægge det i personalets opholdsrum, så alle har mulighed for at læse bladet.

Download:

Livtag med ledelse

 

Fremgangsmåde ved udsendelse til tillidsrepræsentanter:

Landet er blevet opdelt i seks antalsmæssigt lige store kommunegrupper efter udsendelsesmetoder, og i forhold til den udsendelsesmetode som vedrører KTO's medlemsorganisationer skal vi opfordre til afgrænset kun at gøre opmærksom på nedenstående publikationer til de kommuner som fremgår af vedlagte kommuneliste.

Målgruppen for publikationerne er tillidsrepræsentanter og nærmeste leder i de 51 udvalgte kommuner. Når organisationerne informerer om publikationernes indhold og hvordan de kan rekvireres, bedes baggrunden for projektet viderebragt, og i forlængelse heraf gøre opmærksom på at tillidsrepræsentanterne forventes at oplyse nærmeste leder om at de to omtalte publikationer er offentliggjort. 

Inden for de næste 14 dage bedes organisationerne meddele KTO, hvor mange eksemplarer af publikationerne der ønskes med henblik på, at organisationerne foretager egen udsendelse til de udvalgte kommuner.

Publikationerne kan rekvireres ved henvendelse til KTO att. Anita Sørensen på telefon 3311-9700, eller e-mail as@kto.dk Publikationerne fremsendes herefter mod betaling af et ekspeditionsgebyr på kr. 30,- samt forsendelsesomkostninger. Ligeledes kan publikationerne downloades fra hjemmesiderne www.kto.dk , www.kl.dk eller fra den fælles personalepolitiske hjemmeside: www.personaleweb.dk 

Med venlig hilsen

Signe Friberg Nielsen /

Henrik Vittrup