Håndbog til brug ved OK-05

11. februar 2004
Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

J.nr.: 7.01.05-02
SFN/jb
Direkte tlf.nr.: 3347 0611
11. februar 2004

Vedr.: Håndbog til brug ved OK-05

 

Forud for tidligere overenskomst- og aftalefornyelser har KTO udsendt et diskussionsoplæg til inspiration for medlemsorganisationernes kravsudtagelse. Som følge af KTO's model for forhandlingerne ved OK-05 vendes forhandlingerne på hovedet. Derfor vil det traditionelle diskussionsoplæg ikke blive udsendt som tidligere.

Alle emner, der indgår i et samlet resultat - bortset fra de konfliktudløsende pejlemærker og eventuelt andre tværgående emner - kan i KTO's model for OK-05 principielt forhandles af den enkelte organisation. Det betyder dermed også, at der er en større mulig vifte af forhandlingsemner for organisationerne end tidligere. Det rejser behovet for en status på en lang række temaer, der traditionelt har været forhandlet ved KTO-bordet. Det bliver i den sammenhæng væsentligt at videregive en viden om, hvad der har været forhandlet ved tidligere overenskomstfornyelser, hvilke modkrav der blev stillet, og hvad der blev afvist således, at de enkelte organisationer er klar over, hvilke problemstillinger de enkelte temaer tidligere har rummet, og muligvis fortsat rummer.

KTO's forhandlingsudvalg udarbejder p.t. en KTO-håndbog, der beskriver disse emner. Håndbogen kan bruges om opslagsbog for medlemsorganisationerne ved planlægningen af forhandlingerne og i forbindelse med kravsudtagelsen.

Håndbogen, der har et omfang af ca. 160 sider, vil blive optrykt i en A-4 udgave og forventes udsendt i 1 eksemplar til medlemsorganisationerne i starten af marts 2004. Endvidere vil håndbogen blive lagt på KTO's hjemmeside i PDF-format.

Organisationer, der ønsker at forhåndsbestille yderligere eksemplarer af håndbogen, kan anvende .vedlagte bestillingskupon

Bestillingen skal være KTO i hænde hurtigst muligt og senest fredag den 27. februar 2004.

Ved bestilling senest fredag den 27. februar 2004 koster den trykte udgave af håndbogen ca. 32,00 kr. pr. eksemplar plus forsendelsesomkostninger samt et ekspeditionsgebyr på 30,00 kr.

Ved bestilling efter den 27. februar 2004 koster den trykte udgave af håndbogen ca. 37,00 kr. pr. eksemplar plus forsendelsesomkostninger samt et ekspeditionsgebyr på 30,00 kr.

 

Med venlig hilsen

 

Signe Friberg Nielsen