Evaluering af rammeaftale om decentrale arbejdstidsaftaler samt nyheds-avis nr. 6 ”Få del i tiden - evaluering af brugen af lokale arbejdstidsaftaler”

28. maj 2004
Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

 

J.nr.: 6.01-07/2
HW
Direkte tlf.nr.: 3347 0614
28. maj 2004
 

Vedr.: Evaluering af rammeaftale om decentrale arbejdstidsaftaler samt nyheds-avis nr. 6 "Få del i tiden - evaluering af brugen af lokale arbejdstidsaftaler"

Der vedlægges:

  • Evaluering af rammeaftalen om decentrale arbejdstidsaftaler
    • Sammenfattende rapport
    • Delrapport - survey
    • Delrapport - casebeskrivelser
    • Parternes fælles opsamling på evalueringen
  • Et antal eksemplarer af "Få del i tiden - evaluering af brugen af lokale arbejdstidsaftaler", samt til det øverste medindflydelses- og medbestemmelsesudvalg i (amts)kommunerne om nyhedsavis nr. 6.nyhedsavis nr. 6parternes fællesbrev

Evaluering af rammeaftalen

Ved indgåelsen af rammeaftalen om decentrale arbejdstidsaftaler i 1999 var parterne enige om, at foretage en evaluering af aftalen efter 4 år. Der er nu foretaget en evaluering af aftalen.

Evalueringen er foretaget af Rambøll Management. Undersøgelsen er gennemført ved en spørgeskemaundersøgelse omfattende 388 arbejdspladser samt en caseundersøgelse på 4 arbejdspladser. Af de 388 arbejdspladser har 61 indgået en lokal arbejdstidsaftale.

Formålet med evalueringen har været:

  • At afdække i hvilket omfang rammeaftalen om decentrale arbejdstidsaftaler er kendt og anvendt, herunder om de lokale parter har forholdt sig til mulighederne i rammeaftalen.
  • At vurdere de effekter lokale arbejdstidsaftaler har haft i forhold til bl.a. de grundprincipper parterne har fastsat i rammeaftalen.
  • At identificere evt. barrierer for lokalt at anvende aftalen.
  • At belyse om, og i givet fald hvordan rammeaftalen har påvirket samarbejdsrelationerne lokalt mellem parterne.

I korthed viser evalueringen bl.a. følgende i forhold til de enkelte punkter:

Kendt og anvendt

  • Der er et udbredt kendskab til muligheden for at indgå lokale arbejdstidsaftaler. Dog er der navnlig indenfor visse serviceområder (fx daginstitutionsområdet og teknik og service) et større ukendskab til muligheden.

Effekter

  • Der er opnået bedre ressourceudnyttelse.
  • Der er opnået bedre opgavevaretagelse i forhold til brugerne.
  • Medarbejderne har fået større indflydelse på tilrettelæggelsen af egen arbejdstid.
  • Arbejdsmiljøet et blevet forbedret.
  • Arbejdstagerne er generelt lidt mere moderate i vurderingerne af de positive effekter end arbejdsgiverne.

Barrierer

  • Den væsentligste årsag til ikke at indgå en decentral arbejdstidsaftale er, at de centralt fastsatte regler opleves som fuldt tilstrækkelige.
  • Manglende forhandlingskompetence blandt ledere og tillidsrepræsentanter, tid, ekspertise og viden samt dårligt samarbejdsklima er ikke årsager til, at der ikke er indgået lokale arbejdstidsaftaler.

Samarbejdsrelationer

  • Samarbejdet om at udforme og indgå en lokal arbejdstidsaftale er blevet oplevet positivt af såvel ledelse og medarbejdere. Processen kan dog ikke bruges til at hele dårlige samarbejdsrelationer - en lokal arbejdstidsaftale skal indgås i "fredstid".

I parternes fælles opsamling på evalueringen er bl.a. konkluderet, at rammeaftalen bygger på en hensigtsmæssig model, hvor de lokale parter har mulighed for i fællesskab konkret at tage stilling til, om de centrale arbejdstidsregler er hensigtsmæssige i forhold til de lokale behov.

Evalueringen kan downloades på www.personaleweb.dk/4Z4466591.

Nyhedsavis nr. 6 "Få del i tiden - evaluering af brugen af lokale arbejdstidsaftaler"
Resultaterne fra evalueringen er formidlet i nyhedsavisen, som er udsendt til kommuner, amter, hovedudvalg i kommuner og amter samt til KTO's medlemsorganisationer. Nyhedsavisen vil endvidere ligge til omdeling på Det Personalepolitiske Forums stand på den personalepolitiske messe den 2. juni 2004.

Yderligere eksemplarer af nyhedsavisen kan downloades på www.personaleweb.dk/4Z4466598.

Med venlig hilsen
Jørgen Holst
Henrik Würtzenfeld