EF dom c-285/02 om lige løn til mænd og kvinder

7. oktober 2004
Organisationsudsendelse    

Til
KTO's medlemsorganisationer

J.nr.: 4.02.02-02
HW
Direkte tlf.nr.: 3347 0614
7. oktober 2004

Vedr.: EF dom c-285/02 om lige løn til mænd og kvinder

Til orientering vedlægges vedrørende afgørelse af et præjudicielt spørgsmål om, hvorvidt fuldtidsansatte og deltidsansatte lærere er forpligtet til at arbejde det samme antal overarbejdstimer, før de har ret til overarbejdsbetaling.EF-domstolens dom af 27. maj 2004

Sagen er forelagt EF-domstolen af en tysk domstol med henblik på at få klarlagt om artikel 141 og ligelønsdirektivet skal fortolkes således, at de er til hinder for national lovgivning, hvorefter deltidsansatte lærere - i lighed med fuldtidsansatte - ikke får godtgørelse for overarbejde, såfremt overarbejdet ikke overstiger 3 undervisningstimer pr. kalender-måned.

I sagen træffer EF-domstolen afgørelse om, at artikel 141 og ligelønsdirektivets artikel 1 skal fortolkes således, "at de er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter deltids-ansatte - i lighed med fuldtidsansatte - lærere ikke får godtgørelse for overarbejde, såfremt overarbejdet ikke overstiger tre undervisningstimer pr. kalendermåned, hvis denne forskelsbehandling påvirker et væsentligt større antal kvinder end mænd, og hvis en sådan forskelsbehandling ikke tjener til at opfylde et mål, som mangler enhver tilknytning til et bestemt køn, eller ikke er nødvendig til opnåelse af det efterstræbte mål".

Dommen er en fortolkning af ligelønsdirektivet, og vil derfor umiddelbart indgå som fortolkningsbidrag til lov om lige løn til mænd og kvinder.

Af § 1, stk. 2 i lov om lige løn til mænd og kvinder fremgår, at "Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, stiller et væsentligt større antal personer af det ene køn ringere, medmindre denne bestemmelse, dette kriterium eller denne praksis er hensigtsmæssig og nødvendig og kan begrundes i objektive ikke-kønsrelaterede faktorer".

Ifølge dommen skal den nationale domstol bl.a. tage stilling til, hvorvidt forskelsbehandlingen påvirker væsentligt flere kvinder end mænd, samt hvorvidt forskelsbehandlingen tjener til at opfylde et mål, som mangler enhver tilknytning til et bestemt køn.

Dommen kan fx være relevant på overenskomstområder,

  • hvor der er væsentligt flere kvinder end mænd ansat på deltid,
  • hvor der er i overenskomsten er fastsat bestemmelser uden proportionalitet i "kriterierne" mellem fuldtidsansatte og deltidsansatte (fx om udbetaling af overarbejde), og
  • hvor disse kriterier "ikke tjener til at opfylde et mål, som mangler enhver tilknytning til et bestemt køn, eller ikke er nødvendig til opnåelse af det efterstræbte mål".

 

Med venlig hilsen

Jørgen Holst

Henrik Würtzenfeld