Faglig voldgift om fortolkning af aftale om kommunale tjenestemænds løn og under ulovlig udeblivelse og suspension m.v.

1. december 2004
Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

J.nr.: 5.02.10-4/1
HKB
Direkte tlf.nr.: 3347 0625
1. december 2004

Vedr.: Faglig voldgift om fortolkning af aftale om kommunale tjenestemænds løn under ulovlig udeblivelse og suspension m.v.

KL har fremsendt klageskrift til KTO i en sag om fortolkning af aftale om kommunale tjenestemænds løn under ulovlig udeblivelse og suspension m.v. Sagen er anlagt ved Den Kommunale Tjenestemandsret.

Sagen vedrører fortolkning af aftalens § 1, der lyder således:

”En tjenestemand, der udebliver fra tjeneste uden lovligt forfald, herunder anholdes eller varetægtsfængsles, har ikke krav på at få udbetalt løn. Der foretages lønfradrag efter aftalen om lønberegning/lønfradrag. Lønfradrag foretages så vidt muligt i førstkommende lønudbetaling.”

Ifølge KL vedrører sagen spørgsmålet om, hvorvidt en kommunal arbejdsgiver i medfør af aftalen om suspension kan tilbageholde lønnen til en tjenestemand, der er anholdt eller varetægtsfængslet og udebliver fra tjeneste, hvis den pågældende tjenestemand samtidig er eller bliver sygemeldt.

Sagen er en ”udløber” at en verserende sag mellem HK/Kommunal og Gråsten Kommune, som verserer ved Retten i Gråsten. Denne sag blev på KL’s foranledning drøftet på et mæglingsmøde den 11. september 2003 mellem KL og KTO. Sagen blev imidlertid trukket fra mæglingsmødet på HK/Kommunals tilkendegivelse om mulighed for indgåelse af en procesaftale. Der har efterfølgende været drøftelser herom uden, at enighed kunne op-nås.

KTO har i et svarskrift vedrørende sagens formalitet påstået sagen afvist, subsidiært udsat, med henvisning til den mellem HK/Kommunal og Gråsten Kommune verserende sag.

KL har på et forberedende retsmøde tilkendegivet, at man ikke har bemærkninger til, at formalitetsspørgsmålet domsbehandles særskilt. Datoen herfor er p.t. ikke fastlagt, men forventes at blive i første kvartal af 2005.

Medlemsorganisationerne vil blive orienteret, når der foreligger relevant nyt i sagen.

 

Med venlig hilsen

Jørgen Holst

Helle Basse