Ændring af forlig mellem Københavns Kommune og KTO om betaling af bod for manglende lønregulering i forbindelse med løntrinsprojektet

8. august 2005
Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

J.nr.: 5.02.03-02
AHN/jb
Direkte tlf.nr.: 3347 0615

8. august 2005

 

Vedr.: Ændring af forlig mellem Københavns Kommune og KTO om betaling af bod for manglende lønregulering i forbindelse med løntrinsprojektet

 

På et møde d.d. er KTO og Københavns Kommune blevet enige om at foretage ændring af det ved mæglingsmøde den 30. juni 2005 aftalte bodsbeløb på 5,22 mio. kr.

I forhold til det mæglingsmødereferat, som fremsendtes med KTO’s skrivelse til medlemsorganisationerne den 30. juni 2005, er forudsætningen om, at lønudbetalingen sker ultimo august, ændret i positiv retning, idet lønudbetalingen i stedet er foretaget ultimo juli. Desuden vil LC – på linje med FOA - blive omfattet af bod i Tjenestemandsretten for månederne april og maj.

Det samlede bodsbeløb – reguleret i henhold til mæglingsmødereferatet – udgør herefter 3,43 mio. kr.

Ved beregningen er fraregnet den andel af boden, som er udloddet til FOA og LC ved dommen i Arbejdsretten, samt det forlig, FOA og LC analogt hermed forventes at indgå i Tjenestemandsretten.

Københavns Kommune forelægger Borgerrepræsentationen indstilling om bevilling af midler til betaling af boden 25. august 2005, og samme dag forelægges forliget til godkendelse af KTO’s forhandlingsudvalg.

Der henvises i øvrigt til vedlagte tillæg af 8. august 2005 til referatet fra mæglingsmødet 30. juni 2005.

 

Med venlig hilsen

Jørgen Holst /

Allan Hauge Nielsen