Forhandlingsresultat om vilkår for overgang fra ansættelse i amter, HUR og H:S til ansættelse i en kommune i forbindelse med kommunalreformen og aft..

29. maj 2006
Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 428.102
HKB/HH
Direkte tlf.nr.: 3347 0621
29. maj 2006

Vedr.: Forhandlingsresultat om vilkår for overgang fra ansættelse i amter, HUR og H:S til ansættelse i en kommune i forbindelse med kommunalreformen og aftale om løngaranti

Der foreligger nu et forhandlingsresultat om vilkår for overgang fra ansættelse i amter, HUR og H:S til ansættelse i en kommune i forbindelse med kommunalreformen.

Forhandlingsresultatet indeholder endvidere en aftale om løngaranti, som er en udmøntning af KTO-forligets pkt. 4.2.

Forhandlingsresultatet skal ses i forlængelse af den fælleserklæring som den 21. marts 2006 blev udsendt til medlemsorganisationerne (fælleserklæring om tilpasningsforhandlinger om vilkår for ansatte i amterne, der overgår til kommunal ansættelse i forbindelse med opgave- og strukturreformen pr. 1. januar 2007). Forhandlingsresultatet indeholder blandt andet en omsætning af fælleserklæringen til aftaletekst.

Forhandlingsresultatet består af følgende vedlagte dokumenter:

  • Et underskrevet forhandlingsprotokollat.
  • Aftale om ansættelsesvilkår for ansatte i amter, HUR og H:S, som overgår til ansættelse i kommunerne i forbindelse med opgave- og strukturreformen, inkl. et bilag om særvilkår fra H:S-området (bilag 1)
  • Protokollat til brug for de enkelte organisationsforhandlinger (bilag 2)
  • Skabelon til brug for de enkelte organisationsforhandlinger om tilpasning (bilag 3)
  • Aftale om løngaranti for medarbejdere omfattet af opgave- og strukturreformen (bilag 4)

Forhandlingsresultatet er den 24. maj 2006 godkendt af henholdsvis KTO's forhandlingsudvalg og Sundhedskartellets forhandlingsudvalg. KL har oplyst, at aftalerne er forelagt Løn- og Personaleudvalget samt Kommunernes Lønningsnævn til godkendelse. Endelig godkendelse forventes at foreligge efter den 9. juni 2006.

Nedenfor knyttes en række kommentarer til forhandlingsresultatet, idet der generelt også henvises til brevet om udsendelsen af fælleserklæringen.

Ad aftale om ansættelsesvilkår for ansatte i amter, HUR og H:S, som overgår til ansættelse i kommunerne i forbindelse med opgave- og strukturreformen
Aftalen indeholder de principper m.v. som finder anvendelse i tilpasningsforhandlingerne mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation. Den afgivende organisation (den forhandlingsberettigede organisation i amter, HUR eller H:S) kan deltage i forhandlingerne, jf. § 4 a, stk. 3, i virksomhedsoverdragelsesloven.

Aftalen gælder til og med 31. marts 2008.

Valgfri overgang til kommunale vilkår inden 1. april 2008
Der er aftalt en model for, hvorledes den ansatte i resten af aftaleperioden frem til 31. marts 2008 kan vælge fuldt ud at overgå til ansættelse på kommunale vilkår, jf. aftalens § 8. Valget kan foretages i hele perioden og har virkning fra den 1. i en måned. Valget foretages med mindst én måneds varsel. Det tidligste tidspunkt, som valget kan have virkning fra, er den 1. januar 2007. Det vil sige, at valget kan varsles inden overgangen. Ansættelsesmyndigheden skal orientere den (lokale) repræsentant for den forhandlingsberettigede organisation, når en ansat træffer valg om at overgå fuldt ud til kommunale vilkår. Valget er først bindende 10 arbejdsdage efter denne orientering. Det betyder, at den ansatte kan fortryde valget inden for denne frist.

For ikke-tjenestemænd betyder valget, at særvilkår efter aftalens § 7 bortfalder (særvilkår indtil 1. april 2008,som aftales med den forhandlingsberettigede organisation i forbindelse med tilpasningsforhandlingerne). Tjenestemænd bevarer særvilkårene.

Forhold efter 1. april 2008 på det enkelte tjenestemands- eller overenskomstområde
Det fremgår af aftale om løngaranti, jf. nedenfor, at aftalen omfatter nettolønnen. Det vil sige, at aftale om løngaranti ikke sikrer mod et evt. lavere pensionsbidrag pr. 1. april 2008. Dette vil således skulle sikres i organisationsforhandlingerne. Aftalens §10 indeholder derfor hjemmel til, at der i organisationsforhandlingerne kan indgås aftale om forhold efter 1. april 2008. Det fremgår blandt andet af § 10, stk. 2, at der kan indgås aftale om opretholdelse af hidtidigt pensionsbidrag. Det vil fx være relevant for ansatte, som pr. 1. april 2008 ved overgang til aflønning efter den kommunale overenskomst får et lavere pensionsbidrag, end efter den hidtidige overenskomst.

Såfremt der efter § 10, stk. 2, påtænkes indgået en aftale om, at den ansatte fortsat kan få pensionsbidraget indbetalt til hidtidig pensionsordning, henledes opmærksomheden på, at det kan være relevant at drøfte dette med den hidtidige pensionsordning.

Særvilkår for ansatte, som overgår fra H:S til en kommune
Der er til aftalen knyttet et bilag 1, som indeholder særvilkår for ansatte, som overgår fra H:S til en kommune, idet der på et begrænset antal områder er forskel på henholdsvis de generelle aftaler indgået mellem H:S og FHS og de generelle aftaler indgået mellem KL og KTO (bedre vilkår i H:S-aftalerne). Hvis der overføres medarbejdere, som er omfattet af aftalen om chefløn på H:S-området samt tjenestemandsansat personale, må det nærmere fastlægges, om der er yderligere særvilkår.

Ad protokollat og skabelon til brug for de enkelte organisationsforhandlinger
Protokollatet og skabelonen til brug for de enkelte organisationsforhandlinger indeholder de aftaletekster, som danner udgangspunkt for organisationernes tilpasningsforhandlinger. Teksterne udspringer således for hovedpartens vedkommende af aftalen om ansættelsesvilkår.

Ad aftale om løngaranti
Aftale om løngaranti omfatter alle ansatte omfattet af opgave- og strukturreformen, og er en udmøntning af KTO-forligets pkt. 4.2. Aftalen er således ikke kun relevant for ansatte, som overgår fra amter, HUR eller H:S til ansættelse i en kommune, men er fx også relevant for ansatte, som omfattes af en kommunesammenlægning. Det afgørende kriterium for at være omfattet af aftalen er, at en ændring af lønnen er begrundet i opgave- og strukturreformen.

Løngarantien omfatter nettolønnen. Det er i aftalen defineret som løn excl. pensionsbidrag og arbejdstidsbestemte tillæg. En evt. forskel i pensionsbidrag vil skulle sikres i organisationsforhandlingerne, jf. ovenfor ad forhold efter 1. april 2008 på det enkelte tjenestemands- eller overenskomstområde.

KTO har tidligere udsendt et notat med KTO's kommentarer til løngarantien. KTO har endvidere i en medlemsorganisationsudsendelse af 20. januar 2006 orienteret om tjenestemænd og løngarantien. KTO forventer i løbet af august 2006 at udsende opdaterede kommentarer til løngarantien.

Særligt om Bornholms Regionskommune
Bornholms Regionskommune varetager i dag både primær- og amtskommunale opgaver. Efter kommunalreformen skal Bornholms Regionskommunale alene varetage kommunale opgaver. For de ansatte, som er omfattet af amtslige overenskomster, og som ikke overgår til regionerne eller staten i forbindelse med kommunalreformen, er der med forhandlingsresultatet givet mulighed for, at disse kan aftales omfattet af kommunale overenskomster/aftaler. Det fremgår af aftalens § 1, stk. 1, nr. 3. Der forudsættes i hvert enkelt tilfælde enighed med de "afgivende" organisationer. For så vidt angår de generelle aftaler indebærer forhandlingsprotokollatet, at disse ansatte pr. 1. januar 2007 omfattes af de generelle aftaler indgået mellem KL og KTO samt for tjenestemænds vedkommende KL's tjenestemands- og pensionsregulativ.

Særligt om selvejende amtslige institutioner
I forbindelse med opgave- og strukturreformen overtager kommunerne blandt andet opgaver, der i dag løses af selvejende institutioner qua en driftsaftale med et amt.

Der er tale om selvejende dag- og døgninstitutioner for børn og unge, med hvilke institutioner kommuner og amtskommuner indgår driftsaftale i henhold til lov om social service. Hertil kommer selvejende institutioner for voksne, med hvilke kommuner og amtskommuner indgår driftsaftale til opfyldelse af forpligtelser vedrørende bo-, behandlings-, beskæftigelses-, samværs- og aktivitetstilbud i henhold til kapitel 16 - 18 i lov om social service. Disse selvejende institutioner er omfattet af Kommunernes Lønningsnævns tilsyn.

For disse selvejende institutioner er der - på samme måde og under samme betingelser som med Bornholms Regionskommune, jf. ovenfor - givet mulighed for, at de ansatte kan aftales omfattet af kommunale overenskomster/aftaler. For så vidt angår de generelle aftaler indebærer forhandlingsprotokollatet, at disse ansatte pr. 1. januar 2007 omfattes af de generelle aftaler indgået mellem KL og KTO samt for tjenestemænds vedkommende KL's tjenestemands- og pensionsregulativ.

Der er ikke med ovenstående om Bornholms Regionskommune samt selvejende amtslige institutioner taget stilling til retsstillingen i tilfælde af, at der ikke kan opnås enighed om en aftale om, at de ansatte omfattes af kommunale overenskomster/aftaler.

Øvrige udeståender
Der er i fælleserklæringen af 21. marts 2006 i pkt. 7 oplistet en række emner, som parterne var enige om at afklare nærmere. Med forhandlingsresultatet er der en afklaring på samtlige emner, bortset fra trafikselskaber (herunder privatbaner), idet dette beror på en afklaring af forhandlingsforholdene.

Endvidere fremgår det af protokollatet om vilkår for overførsel til ansættelse under sammenlægningsudvalg og forberedelsesudvalg mv., at parterne vil indgå aftale om personale ved amtskommunale institutioner, der overføres til kommunen efter 1. januar 2007. (de såkaldte "kan-institutioner"). Protokollatet er udsendt den 13. marts 2006.

Evt. spørgsmål vedr. ovenstående kan rettes til Henrik Højrup Hansen på tlf. 33 47 06 24 eller Helle Basse på 33 47 06 21.

 

Med venlig hilsen

Jørgen Holst /

Helle Basse