Regeringens økonomiaftale med Danske Regioner om 2007

12. juni 2006

Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 473.58
JH/VP
Direkte tlf.nr.: 3347 0626
12. juni 2006

Vedr.: Regeringens økonomiaftale med Danske Regioner om 2007

Den 10. juni 2006 blev der indgået aftale mellem regeringen og Danske Regioner om regionernes økonomi i 2007.Aftalen med bilag er vedlagt. 

Nedenfor gennemgås økonomiaftalen med hovedvægt på de afsnit, der vedrører den samlede økonomiske ramme og personaleforhold. Endvidere omtales et enkelt andet forhold.

Af aftalen fremgår, at "Regeringen tilkendegiver fortsat, at der frem til 2010 er plads til en realvækst i det samlede offentlige forbrug på 0,5 pct. årligt."1.Det vurderes, at aftalen med Danske Regioner ligger et stykke over en realvækst på 0,5 %.

Igen i år skal det fremhæves, at økonomiaftalen lægger særlig vægt på dels effektiviseringer og dokumentation, dels en styrkelse af det fremtidige budgetsamarbejde mellem staten og regionerne.

KL's bestyrelse har i skrivende stund netop tilkendegivet, at de ikke vil acceptere aftalen om den kommunale økonomi 2007 og derfor vil anmode om en ny forhandling med regeringen. KTO vil orientere medlemsorganisationerne, når der foreligger en yderligere afklaring.

Aftale mellem regeringen og Danske Regioner om regionernes økonomi for 2007

De samlede økonomiske rammer

  • Aftalen for 2007 tager udgangspunkt i amternes forventede aktivitetsniveau i 2006, herunder en aktivitetsstigning på 3,4 % på sygehusene i 2006. Hermed sikres finansiering i 2007 af det øgede antal behandlinger, der gennemføres i 2006.
  • Aftalen øger rammen på sygehusområdet med 925 mio.kr. i forhold til 2006 til aktivitetsudvikling m.v. Ifølge aftalen forventes der at komme en aktivitetsstigning på 3,0 % i 2007.
  • Aftalen er opgjort under forudsætning af en produktivitetsstigning på 1,5 % i 2006 og 2 % i 2007.
  • Det kan således skønnes, at realvæksten i 2007 for regionernes vedkommende på sygehusområdet udgør ca. 1 % (3 % - 2 %), hvor den forventes at blive ca. 2 % i 2006 (3,4 % -1,5 %).

Personaleforhold

  • Af aftalen fremgår, at "Regeringen og Danske Regioner er enige om, at resultatet af overenskomstforhandlingerne på såvel det statslige som det regionale arbejds-marked fortsat skal holdes inden for økonomiske rammer, som er afstemt med målsætningen i den økonomiske politik. Det koordinerende samarbejde om overenskomsternes indhold og de budgetmæssige konsekvenser heraf fortsætter som hidtil."2.Formuleringen er stort set i overensstemmelse med en formulering fra sidste års aftale, hvor det dog omfattede det statslige og hele det kommunale område (dvs. amter og kommuner). I den nye aftale tilkendegives et overenskomstsamarbejde mellem regeringen og Danske Regioner, og samtidig tilkendegives, at det "fortsætter som hidtil".
  • Flere steder i aftalen peges på mulighederne for at udnytte synergieffekter og effektiviseringer, samt fremme af produktiviteten, f.eks. ved investeringer i medicoteknisk udstyr, ved fortsat offentliggørelse af sammenlignelige målinger af produktiviteten på sygehusene/takststyring.
  • I forbindelse med en aftalt uddannelses- og efteruddannelsesindsats for sygehuspersonale tilføjes "Regeringen og Danske Regioner er i den forbindelse enige om, at fjerne barrierer for opgaveflytning i form af uhensigtsmæssige uddannelseskrav, således at f.eks. social- og sundhedsassistenter kan medvirke til mammografiscreening."3.Af en pressemeddelelse fra Danske Regioner fremgår det, at der "afsættes 25 millioner kroner til efter- og videreuddannelse af læger, sygeplejersker og SOSU-assistenter."

Øvrige forhold

  • I forbindelse med en aftalt styrkelse af arbejdet med den elektroniske patientjournal, er der aftalt en ny samarbejdsmodel (en bestyrelsesmodel) med et fælles sekretariat mellem regeringen og Danske Regioner.

 

Med venlig hilsen

Jørgen Holst /

Vibeke Pedersen

 

1 p. 1.

2 p. 12.

3 p. 9.