Lønudvikling i den (amts)kommunale sektor 3. kvartal 2005-2006

1. november 2006

Organisationsudsendelse 


Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 723.5
NCN/VP
Direkte tlf.nr.: 3347 0626
1. november 2006
 

Vedr.: Lønudvikling i den (amts)kommunale sektor 3. kvartal 2005-2006 

Det Fælleskommunale Løndatakontor (FLD) offentliggjorde d. 1. november 2006 deres lønudviklingstal for perioden 3. kvartal 2005 - 2006, jf. bilag 1. Udviklingen i den gennemsnitlige bruttoløn for alle ansatte i populationen er opgjort til 3,8 %, jf. bilag 2. Korrigeres der for de skattemedarbejdere, som blev overført til staten pr. november 2005, så kan lønstigningen opgøres til 3,9 %.

De aktuelle lønudviklingstal afspejler:

  • at den gennemsnitlige lønstigning i 3. kvartal 2005 - 2006 har været lidt faldende i forhold til sidste kvartal. Lønudviklingen er faldet fra 4,1 % i 2. kvartal til 3,8 % i 3. kvartal 2005-2006.
  • at den faktiske reststigning i den (amts)kommunale sektor opgjort på baggrund af FLD's korrigerede tal er svagt positiv, ca. 0,2 %.

FLD har tidligere angivet, at Københavns Kommune fortsat ikke er med i beregningen af lønudviklingen. Københavns Kommune er med i lønsumsopgørelserne fra og med december 2005, således at de må forventes, at kommunen først vil indgå i beregningen af lønudviklingen fra december 2006.

Det forventes, at Danmarks Statistik offentliggør deres lønudviklingstal for den offentlige sektor 3. kvartal 2005 - 2006 den 22. november 2006 og for den private sektor den 29. november 2006.

Nedenfor redegøres der for lønudviklingen i den (amts)kommunale sektor på baggrund af FLD's offentliggjorte løntal.

Lønudviklingen i den (amts)kommunale sektor
Ifølge FLD var årsstigningstakten for 3. kvartal 2005 - 2006 i "lønnen i alt" (bruttolønnen) for den (amts)kommunale sektor som helhed 3,8 %. Korrigeres for de overførte skattemedarbejdere er lønudviklingstakten 3,9 %.

Årsstigningstakten i "løn excl. genetillæg og pension" (nettolønnen) var 2,6 %, jf. bilag 2. Opgørelserne omfatter samtlige ansatte. Korrigeret for de overførte skattemedarbejdere er lønudviklingstakten 2,8 %.

Hvis lønudviklingen alene opgøres for identiske personer i identiske stillinger i samme kommune i de to på hinanden følgende år findes en årsstigningstakt for 3. kvartal 2005 - 2006 i "lønnen i alt" på 4,8 %. "Løn excl. genetillæg og pension" for samme gruppe er på 3,5 %. Når lønudviklingen opgøres for identiske stillinger i identiske kommuner fjernes de strukturelle ændringer i den (amts)kommunale sektor, og dvs. at ændringerne i personalesammensætningen ikke påvirker lønudviklingen.

Lønudviklingen i den (amts)kommunale sektor for udvalgte stillingsgrupper
Bilag 3 viser årsstigningstakterne, ifølge FLD, for udvalgte stillingsgrupper for 3. kvartal 2004 - 2005, 2. kvartal 2005 - 2006 og 3. kvartal 2005 - 2006.

Der er i hver af de udvalgte stillingsgrupper som udgangspunkt mere end ca. 5.000 fuldtidsbeskæftigede. Samlet set dækker de udvalgte stillingsgrupper ca. 67 % af alle fuldtidsbeskæftigede i den (amts)kommunale sektor. For oplysninger vedrørende øvrige stillingsgrupper henvises til FLD's lønudviklingstabeller, der kan findes på FLD's hjemmeside: http://www.fldnet.dk/statistik/lopaks2g/alk/ver0.1/.

Opmærksomheden henledes på at de anførte tal primært for kontorpersonalegrupperne i bilag 3 kan være påvirkede af overførslen af skattepersonale pr. 1. november 2005. Korrigeres for overførslen ser stigningstakterne for 3. kvartal 2005-2006 således ud:

 

Udvalgte kontorgrupper Anført stigning i bruttoløn Korrigeret stigning i bruttoløn
Assistenter (kontor) 4,2% 3,5%
Ledere/mellem./spec.gr.løn 29 2,2% 1,6%
Ledere/mellem./spec.gr.løn 35 3,8% 3,2%
Overassistenter 2,7% 2,6%

 

 

Reststigning
Årsstigningstakten i aftaleresultatet kan for perioden 3. kvartal 2005 - 2006 beregnes til 3,7 %. Forskellen mellem lønudviklingen og aftaleresultatet kaldes også reststigningen. Beregnet på baggrund af FLD's korrigerede tal må reststigningen skønnes at være positiv ca. 0,2 %, jf. bilag 4. Det er fald i forhold til sidste kvartal, hvor den baseret på FLD's tal var ca. 0,5 %.

Perspektivet for lønudviklingen 4. kvartal 2005 - 2006
Næste kvartal må det forventes, at lønudviklingstakten stiger markant, idet årsstigningstakten i aftaleresultatet i næste kvartal er ca. 4,8 %.

Forskellen mellem FLD's og DS' løntal
De sidste 3 kvartaler har der været en større forskel mellem de offentliggjorte tal fra hhv. FLD og DS. De offentliggjorte årsstigningstakter har således været ca. 0,5 %-point:
 

  DS løntal FLD's korrigeret tal Forskel
4.kv. 2004-2005 1,5% 2,1% 0,6%
1.kv. 2005-2006 2,8% 3,3% 0,5%
2.kv. 2005-2006 3,7% 4,2% 0,5%
3.kv. 2005-2006   3,9%  

 
KTO har bedt FLD og DS undersøge forklaringerne på denne forskel, hvilket FLD og DS har gjort. De foreløbige undersøgelsesresultater tyder på, at ca. 0,2 %-point af forskellen skyldes forskellig timelønsafgrænsning samt en forskellig statistisk behandling af tjenestemændenes pension, hvor DS indregner en værdi af tjenestemandspensionen, medens FLD indregner genforsikringspræmier for tjenestemændene.

Med venlig hilsen
Jørgen Holst
Niels Chr. Nielsen