Kommunalreformen - forhandlingsresultat om ansættelsesvilkår for ansatte i H:S, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Bornholms Regionskommune ..

10. november 2006

Organisationsudsendelse 


Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 399.141
HKB
Direkte tlf.nr.: 3347 0621
10. november 2006
 

Vedr.: Kommunalreformen - forhandlingsresultat om ansættelsesvilkår for ansatte i H:S, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Bornholms Regionskommune og HUR, som overgår til ansættelse i regionerne i forbindelse med strukturreformen.

Der foreligger nu et forhandlingsresultat om ansættelsesvilkår for ansatte i H:S, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Bornholms Regionskommune og HUR, som overgår til ansættelse i regionerne i forbindelse med strukturreformen.

Forhandlingsresultatet indeholder endvidere en aftale om løngaranti, som er en udmøntning af KTO-forligets pkt. 4.2.

Forhandlingsresultatet skal ses i forlængelse af det referat om igangsætning af tilpasningsforhandlinger, som blev udsendt til medlemsorganisationerne den 13. oktober 2006. Formålet med referatet var så hurtigt som muligt at igangsætte tilpasningsforhandlinger mellem Danske Regioner og organisationerne og at give en ramme for disse tilpasnings-forhandlinger. Det fremgik videre, at tilpasningsforhandlingerne søges afsluttet inden udgangen af november måned 2006.

Forhandlingsresultatet består af følgende vedlagte dokumenter:

  • Et underskrevet forhandlingsprotokollat
  • Aftale om ansættelsesvilkår for ansatte i Hovedstadens Sygehusfællesskab, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Bornholms Regionskommune og HUR, som overgår til ansættelse i regionerne i forbindelse med strukturreformen (bilag 1).
  • Protokollat til brug for de enkelte organisationsforhandlinger (bilag 2).
  • Skabelon til brug for de enkelte organisationsforhandlinger om tilpasning (bilag 3).
  • Aftale om løngaranti for medarbejdere omfattet af strukturreformen (bilag 4).

Forhandlingsresultatet er den 9. november 2006 godkendt af KTO's forhandlingsudvalg. Forhandlingsresultatet er endvidere godkendt af Sundhedskartellet. Danske Regioner har taget et særligt forbehold for endelig godkendelse i Regionernes Lønnings- og Takst-nævn. Protokollat med bilag fremlægges på nævnets møde den 5. januar 2007.

Forudsætningen for protokollatet med tilhørende bilag er, at overenskomster indgået med andre end Amtsrådsforeningen som part, frasiges. Det vil sige, at det alene er Amtsråds-foreningens overenskomster/aftaler, der kommer til at gælde i de nye regioner.

Forhandlingsresultatet svarer i sit indhold til aftalen indgået med KL om overgang fra amter til kommuner. For en nærmere gennemgang af KL-aftalen henvises til KTO's brev af 29. maj 2006 til medlemsorganisationerne. Brevet er tilgængeligt på KTO's hjemmeside www.kto.dk.

Nedenfor knyttes et par uddybende bemærkninger til de steder i aftalen, hvor der blandt andet er forskelle i forhold til KL-aftalen.

Valgfri overgang til regionale/amtslige vilkår inden 1. april 2008.
Der er aftalt en overgangsordning, således at den ansatte i perioden indtil 28. februar 2007 kan vælge fuldt ud at overgå til ansættelse på regionale/amtslige vilkår med virkning fra 1. januar 2007, jf. aftalens § 8. Efter overgangsperioden kan den ansatte løbende vælge sig over med 1 måneds varsel - svarende til KL-aftalen.

Selvejende institutioner og Bornholms Regionskommune.
På samme måde som i KL-aftalen er der givet mulighed for, at de ansatte ved selvejende institutioner med hvilke regioner indgår driftsaftaler, kan aftales omfattet af regionale/amtslige overenskomster/aftaler. Dette forudsætter i hvert enkelt tilfælde enighed med de "afgivende" organisationer.

For så vidt angår ansatte ved Bornholms Regionskommune, der overgår til regional ansættelse, er der ifølge Danske Regioner tale om et arbejdsgiverskifte omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven. Der forudsættes derfor ikke enighed med de afgivende organisation. Denne forskel i forhold til KL-aftalen afspejler sig i teksten i protokollatet samt i aftalens § 1.

Nye tjenestemandsregler.
Det fremgår af bemærkningen til aftalens § 2, at det i lovgivningen om kommunalreformen er forudsat, at der for de nye regioner etableres nye tjenestemandsregler, herunder nyt tjenestemandsregulativ samt tjenestemandspensionsregulativ. Der har den 2. november 2006 været afholdt et møde mellem KTO og Danske Regioner herom. Danske Regioner tilkendegav på mødet, at man snarest og løbende vil fremsende nye udkast hertil med henblik på, at der kan foreligge nye tjenestemandsregler for regionerne pr. 1. januar 2007. Det er samtidig tilkendegivet fra Danske Regioner, at der ikke vil blive foretaget indholdsmæssige ændringer i forhold til Amtsrådsforeningens gældende regler. Udkastene vil blive behandlet i forhandlingsudvalget, og medlemsorganisationerne vil blive orienteret, når der foreligger nyt.

Aftale om løngaranti.
Aftale om løngaranti omfatter alle ansatte omfattet af kommunalreformen, og er en udmøntning af KTO-forligets pkt. 4.2. Aftalen er således ikke kun relevant for ansatte, der overgår fra ansættelse i H:S, HUR, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Bornholms Regionskommune til regional ansættelse, men er også relevant for ansatte, som overgår fra ansættelse i et amt til ansættelse i en region. Det afgørende kriterium for at være omfattet af aftalen er, at en ændring af lønnen er begrundet i kommunalreformen.

Løngarantien omfatter nettolønnen. En evt. forskel i pensionsbidrag vil - på samme måde som i KL-aftalen - skulle sikres i organisationsforhandlingerne. Det fremgår således af § 10, stk. 2, i aftalen om vilkår for overgangen, at der kan indgås aftale om opretholdelse af hidtidigt pensionsbidrag.

KTO har ultimo september 2006 udsendt en kommenteret udgave af løngarantien indgået med KL. Kommentarerne er udformet således, at de også dækker løngarantien inden for Danske Regioners/Amtsrådsforeningens forhandlingsområde.

Såfremt ovenstående giver anledning til spørgsmål kan disse rettes til Henning Bickham på tlf. 33 47 06 28 eller Helle Basse på tlf. 33 47 06 21.

Med venlig hilsen
Jørgen Holst
Helle Basse