Lønudviklingen 3. kvartal 2005-2006 og minimal korrektion for 4. kvartal 2004-2005

22. januar 2007

Organisationsudsendelse 


Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 723.13
NCN
Direkte tlf.nr.: 3347 0626
22. januar 2007
 

Vedr.: Lønudviklingen 3. kvartal 2005-2006 og minimal korrektion for 4. kvartal 2004-2005
 

Danmarks Statistik (DS) offentliggjorde den 22. januar 2007 lønudviklingstal for den offentlige sektor i 3. kvartal 2006. Lønudviklingen i den (amts)kommunale sektor blev opgjort til 3,6 %, jf. bilag 1.

Danmarks Statistik har ved samme lejlighed offentliggjort en mindre korrektion til statistikkerne for lønudviklingen i den (amts)kommunale sektor for 4. kvartal 2005 på 0,1 procentpoint - fra 1,5 % til 1,6 %. Rettelsen vurderes ikke at have konsekvenser for udmøntning fra reguleringsordningen pr. 1. oktober 2006.

De nyeste lønudviklingstal afspejler:

  • at den gennemsnitlige lønstigning i den (amts)kommunale sektor 3. kvartal 2005 - 2006, som forventet har været nogenlunde på samme niveau som i sidste kvartal; 3,6 % sammenholdt med 3,7 % i 2. kvartal,
  • at lønudviklingen i den (amts)kommunale sektor på det lange sigt ligger på linie med lønudviklingen i den private sektor og efterhånden også den statslige sektor,
  • at stigningen i lønningerne i 3. kvartal 2005 - 2006, ligesom i de to foregående kvartaler, har været større end stigningen i forbrugerpriserne,
  • at lønudviklingen dog kun har været omtrent lige så stor som stigningen i aftaleresultatet for perioden, således at reststigningen kan opgøres til -0,1 %.

Nedenfor redegøres der for lønudviklingen i den (amts)kommunale og den statslige sektor på baggrund af de offentliggjorte DS-løntal.

Lønudviklingen i den (amts)kommunale og den statslige sektor
Årsstigningstakten i den (amts)kommunale sektor i 3. kvartal 2005 - 2006 for den (amtskommunale sektor var 3,6 % sammenholdt med 3,7 % i 2. kvartal, jf. bilag 2. Årsstigningstakten på 2,5 % i den statslige sektor 3. kvartal var højere end i kvartalet før, hvor den var 1,4 %.

Udviklingen i de kvartalsvise årsstigningstakter i den (amts)kommunale, den statslige og den private sektor fremgår af vedlagte figur i bilag 3. Som i tidligere perioder er der på kort sigt større udsving i den (amts)kommunale sektors udvikling end i den private. På det lange sigt, jf. bilag 5, følges lønudviklingen i alle tre sektorer dog nu nogenlunde ad.

Reallønsudvikling
Den opgjorte lønudvikling i 3. kvartal 2005 - 2006 var igen noget større end den opgjorte prisudvikling, hvilket betyder, at reallønnen i de seneste tre kvartaler har været stigende, jf. bilag 4. Det samme billede gælder også på det lange sigt; sammenholdes løn- og prisudviklingen for hele perioden siden 1. kvartal 1998, fremgår det at lønudviklingen ligger over inflationen, se bilag 5.

Reststigning
Årsstigningstakten i aftaleresultatet kan for perioden 3. kvartal 2005 - 2006 beregnes til 3,7 %. Forskellen mellem lønudviklingen og aftaleresultatet, kaldes også reststigningen. Reststigningen målt i forhold til DS' tal kan således beregnes til at være -0,1 %, jf. bilag 6. Reststigningen er således fortsat meget lille, pt. endda svagt negativ.

Perspektivet for lønudviklingen 4. kvartal 2006
Årsstigningstakten for lønudviklingen i 4. kvartal 2006 forventes på baggrund af aftaleresultatet at blive noget højere. De aftalte forbedringer fra 4. kvartal 2005 til 4. kvartal 2006 udgør ca. 4,8 %.

Danmarks Statistiks rettelse til den (amts)kommunale lønudvikling i 4. kvartal 2005
DS har foretaget en lille korrektion i årsstigningen for 4. kvartal 2005 på baggrund af en omlægning af det kommunale indberetningssystem. Korrektionen udgør 0,1 procentpoint, således at stigningen i 4. kvartal 2005 ændres fra 1,5 % til 1,6 %. Korrektionen vurderes ikke at have konsekvenser for reguleringsordningen, hverken pr. 1. oktober 2006 eller senere.

Med venlig hilsen
Jørgen Holst
Niels Chr. Nielsen