Lønudvikling i den (amts)kommunale sektor 4. kvartal 2005-2006

2. februar 2007

Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 963.1
NCN
Direkte tlf.nr.: 3347 0626
2. februar 2007

Vedr.: Lønudvikling i den (amts)kommunale sektor 4. kvartal 2005-2006

Det Fælleskommunale Løndatakontor (FLD) offentliggjorde d. 1. februar 2007 lønudviklingstal for perioden 4. kvartal 2005 - 2006, jf. bilag 1. Udviklingen i den gennemsnitlige bruttoløn for alle ansatte er opgjort til 5,3 %, jf. bilag 2.

De aktuelle lønudviklingstal afspejler:

  • at den gennemsnitlige lønstigning i 4. kvartal 2005 - 2006 som ventet har været noget større end i sidste kvartal. Lønudviklingen er steget fra 3,8 % i 3. kvartal til 5,3 % i 4. kvartal 2005-2006.
  • at reststigningen i den (amts)kommunale sektor opgjort på baggrund af FLD's tal kan opgøres til ca. 0,5 %.

Det forventes, at Danmarks Statistik offentliggør lønudviklingstal for offentlig sektor og for den private sektor for samme periode hhv. den 20. og den 27. februar 2007.

Nedenfor redegøres der for lønudviklingen i den (amts)kommunale sektor på baggrund af FLD's offentliggjorte løntal.

Lønudviklingen i den (amts)kommunale sektor
Ifølge FLD var årsstigningstakten for 4. kvartal 2005 - 2006 i "lønnen i alt" (bruttolønnen) for den (amts)kommunale sektor som helhed 5,3 %. Årsstigningstakten i "løn excl. genetillæg og pension" (nettolønnen) var 4,6 %, jf. bilag 2. Udviklingen i genetillæg og pension har således været større end i de andre løndele. Af LOPAKS kan det således beregnes, at genetillæg steg med 7,6 % og pensionsbidrag med 10,1 %. Opgørelserne omfatter samtlige ansatte.

Hvis lønudviklingen alene opgøres for personer i samme stilling og kommune i hele perioden er den gennemsnitlige årsstigningstakt i "lønnen i alt" på 6,1 % og "løn excl. genetillæg og pension" 5,4 %. Når lønudviklingen opgøres for identiske stillinger i identiske kommuner fjernes de strukturelle ændringer i den (amts)kommunale sektor, og dvs. at ændringerne i personalesammensætningen ikke påvirker lønudviklingen.

Lønudviklingen i den (amts)kommunale sektor for udvalgte stillingsgrupper
Bilag 3 viser årsstigningstakterne for udvalgte stillingsgrupper for 4. kvartal 2004 - 2005, 3. kvartal 2005 - 2006 og 4. kvartal 2005 - 2006.

Der er i hver af de udvalgte stillingsgrupper som udgangspunkt mere end ca. 5.000 fuldtidsbeskæftigede. Samlet set dækker de udvalgte stillingsgrupper mere end 60 % af alle fuldtidsbeskæftigede i den (amts)kommunale sektor. For oplysninger vedrørende øvrige stillingsgrupper henvises til FLD's hjemmeside 'www.fldnet.dk' under menupunktet LOPAKS.

Det ses af oversigten, at de forskellige grupper gennem perioderne har forskellig lønudviklingstakt og i et enkelt kvartal kan være store. Forklaringerne på enkeltstående store forskelle kan typisk være forskelle på tidspunkter for aftalte lønstigninger, genetillæg og pensionsbidrag i de enkelte overenskomster, men kan også påvirket af forskellige udviklinger i lokal løndannelse.

Reststigning
 Årsstigningstakten i aftaleresultatet kan for perioden 4. kvartal 2005 - 2006 beregnes til 4,8 %. Forskellen mellem lønudviklingen og aftaleresultatet kaldes også reststigningen. Beregnet på baggrund af FLD's nye tal er reststigningen på ca. 0,5 %, jf. bilag 4. Det er lidt mere end i sidste kvartal, hvor den baseret på FLD's tal var ca. 0,2 %.

Perspektivet for lønudviklingen i 2007
Næste kvartal forventes en lidt lavere lønudviklingstakt, idet årsstigningstakten i aftaleresultatet er ca. 4,3 %. I de følgende kvartaler kan der ifølge aftaleresultatet forventes noget lavere årsstigningstakter, jf. bilag 4.

FLD har foretaget nogle mindre rettelser i månedsstatistikkerne for juni - september 2006
Det fremgår af de forskellige oversigter, at der ift. FLD's tal for 3. kvartal 2005 - 2006, som blev udsendt af KTO til medlemsorganisationerne den 1. november 2006, er foretaget nogle mindre rettelser. Ændringen er samlet set kun på 0,1 procentpoint, men især for de enkelte stillingsgrupper i bilag 3 kan det have lidt større betydning. KTO har derfor også rettet i de vedhæftede oversigter for 3. kvartal.
 
 

Med venlig hilsen

Jørgen Holst /

Niels Chr. Nielsen