Analyserapport om "Inddragelse af medarbejdernes viden og erfaringer i udviklingen af kvaliteten i den offentlige service 2007"

19. april 2007

Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 845.351
AHN
Direkte tlf.nr.: 3347 0615
19. april 2007

Vedr.: Analyserapport om "Inddragelse af medarbejdernes viden og erfaringer i udviklingen af kvaliteten i den offentlige service 2007"

 

KL og KTO har i dag offentliggjort analyserapporten, "Inddragelse af medarbejdernes viden og erfaringer i udviklingen af kvaliteten i den offentlige service 2007". Offentliggørelsen skal ses i sammenhæng med regeringens femte og afsluttende temamøde om "Ledelse, medarbejderinddragelse og motivation", der afholdes før fremlæggelsen af en strategi for kvalitetsreformen til sommer.

KL og KTO har med afsæt i netop det femte temamøde taget initiativ til at finde og fremvise en række "god praksis" eksempler med fokus på inddragelse og nyttiggørelsen af medarbejderes viden og erfaringer. De 128 cases, som KL og KTO har valgt at præsentere, viser bl.a., at der i 97 % af kommunerne allerede er gang i kvalitetsudviklingen.

Rapporten er kun trykt i et meget begrænset oplag. Der vedlægges 1 eksemplar.

Både rapporten og god praksis eksemplerne findes på www.kommunale-kvaliteter.dk  (som er et særligt site på Personaleweb.dk). Rapporten kan findes direkte på følgende adresse: www.personaleweb.dk/4Z4539594, hvorfra den kan downloades.

Undersøgelsen har navnlig haft vægt på medarbejderaspektet og de faglige potentialer ved inddragelsen af personalet i kvalitetsudviklingsarbejdet. Af undersøgelsen fremgår det, at der findes en mangfoldighed af kvalitetsudviklende tiltag inden for dagpasnings-, skole- og ældreområdet i kommunerne.

Undersøgelsen viser også, at statslige regulativer, krav om dokumentation og standardiserede evalueringsprocedurer skaber frustrationer, dræber initiativet og i værste fald fører til manglende engagement blandt de kommunale medarbejdere. Dette aspekt understreger dermed KL's og KTO's ønske om at rette fokus i kvalitetsreformen på kompetence- og ledelsesudvikling frem for statsligt fastsatte regler og detailstyring.

Følgende punkter viser sig som centrale i forhold til skabelsen af en vellykket kvalitets-udvikling og sikring af trivsel hos borgeren:

  • Efteruddannelse/kompetenceudvikling af medarbejdere
  • Følelsen af medindflydelse og faglighed hos medarbejderen
  • Anvendelse af ildsjælekultur
  • Vidensdeling mellem kommuner, fagfelter, institutioner og medarbejdere
  • God ledelse

De 128 cases inden for dagpasnings-, skole- og ældreområdet samles i et online idékatalog, der kan bruges til inspiration i det kommunale arbejde. Idékataloget kan downloades fra den 20. april 2007.

I anledning af offentliggørelsen af analyserapporten har KL og KTO udsendt vedlagte pressemeddelelse.

 

Med venlig hilsen

Jørgen Holst /

Allan Hauge Nielsen