"Stop stress - skab trivsel i fællesskab", bestilling af Stresshåndbogen fra Det Personalepolitiske Forum

18. februar 2008

Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 138.232
HC
Direkte tlf.nr.: 3347 0617
18. februar 2008

 

Vedr.: "Stop stress - skab trivsel i fællesskab", bestilling af Stresshåndbogen fra Det Personalepolitiske Forum

Det Personalepolitiske Forum projekt om arbejdsbetinget stress har bl.a. til formål at hjælpe MED- og SU-udvalgene med at aftale retningslinier for arbejdspladsens samlede indsats for at identificere, forebygge og håndtere arbejdsbetinget stress, men også at understøtte ledere, medarbejdere og tillidsvalgte med opfølgningen herpå.

I den forbindelse er der, i perioden fra 1. december 2005 - 1. april 2007, udsendt fire stressmagasiner, samt folderen "Arbejdsbetinget stress - et fælles anliggende - vejledning til Med og SU". Nu udkommer sidste publikation i denne serie i form af håndbogen "Stop stress - skab trivsel i fællesskab".

Håndbogen, der bliver på ca. 100 sider, adskiller sig fra stressmagasinerne ved at gå mere i dybden med stressproblematikken, og med mange praktiske eksempler. Håndbogen fokuserer overvejende på hverdagens stressindsats.

Hovedbudskabet i håndbogen er, at stressforebyggelse og trivselsfremme er to sider af samme sag. Og at begge dele er tæt forbundet med arbejdspladsens evne til at løse sin kerneopgave effektivt.

Håndbogen indeholder tre dele:

  • Del 1 - indkredser de grundlæggende principper for en systematisk stressindsats. Det handler blandt andet om vores forståelse af og tilgang til psykisk arbejdsmiljø og stress - herunder hvordan man organiserer indsatsen for at identificere, håndtere og forebygge stress på arbejdspladsen.
  • Del 2 - handler om den konkrete indsats mod stress i hverdagen. Hvad er de vigtigste stressorer, når det gælder arbejdets indhold og organisering, værdikonflikter på jobbet, kommunikation og sam- arbejde samt ledelse? Hvor ligger mulighederne for at vende disse forhold til bedre trivsel? Og hvad kan man konkret på den enkelte arbejdsplads gøre for at sætte stress på dagsordenen?
  • Del 3 - vender blikket mod de overordnede rammer for stressindsatsen. Det gælder dels de muligheder, chefer og politikere har for at sikre den nødvendige støtte til den lokale indsats, dels den rolle som MED-udvalg, SU og sikkerhedsorganisationen kan spille i en fælles indsats.

Hver kapitel afsluttes med en række dialogspørgsmål, som ledere og medarbejdere hver for sig og i fællesskab kan bruge som udgangspunkt for at afklare behovet og mulighederne for en samlet indsats på det pågældende område.

Håndbogen er især henvendt til ledere, medarbejdere og tillidsvalgte, der ønsker at arbejde seriøst med stress på kommunernes og regionernes arbejdspladser. Men den rummer også vigtige budskaber til de politiske og administrative chefer, der har en vigtig opgave i at sikre de bedst mulige rammer for dette lokale arbejde.

Det Personalepolitiske Forum udsender håndbogen til det øverste medbestemmelses- og medindflydelses- udvalg i kommuner og regioner. Herudover vil håndbogen blive formidlet elektronisk, bl.a. via www.personaleweb.dk og www.lederweb.dk, hvor der også vil blive mulighed for at downloade den.

KTO skal anmode medlemsorganisationerne om at være behjælpelig med at formidle håndbogen til tillids- og sikkerhedsrepræsentanter samt medlemmer af SU og MED-udvalg.

Ultimo marts måned 2008 forventes det at KTO kan udsende håndbogen til medlemsorganisationerne i to eksemplarer. Yderligere eksemplarer, kan forhåndsbestilles på vedlagte bestillingskupon til en kostpris på 11 kr. pr. eksemplar + forsendelsesomkostninger samt et ekspeditionsgebyr på 35,00 kr. Bestillinger kan faxes på 33 11 97 07, att.: Klaus Bjerg eller sendes på mail til kb@kto.dk.

Bestillingen bedes være KTO i hænde senest fredag den 29. februar 2008 kl. 12.00. Der vil ikke være mulighed for efterbestilling. Der henvises i stedet til ovennævnte mulighed for at downloade håndbogen.

 

Med venlig hilsen

Jørgen Holst

Henrik Carlsen