Stillingtagen til KTO-forliget

7. marts 2008

Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 1380.1
HKB
Direkte tlf.nr.: 3347 060621
7. marts 2008

Vedr.: Stillingtagen til KTO-forliget

KTO-forliget er i dag godkendt af repræsentantskabet, jf. i øvrigt vedlagte pressemeddelelse. 

KTO's forhandlingsudvalg har besluttet, at organisationernes stillingtagen til KTO-forliget skal være sekretariatet i hænde

senest fredag den 11. april 2008 kl. 16.00.

KTO's bestyrelse vil herefter på et ekstraordinært møde den 14. april 2008 tage stilling til, hvorvidt KTO-forliget er godkendt.

KTO skal opfordre medlemsorganisationerne til løbende at meddele KTO resultatet af eventuelle urafstemninger eller stillingtagen i kompetent forsamling.

Der gøres opmærksom på, at der skal gives en samlet tilbagemelding for organisationens stillingtagen til KTO-forliget, som omfatter både forhandlingsresultatet af 1. marts 2008 med KL og forhandlingsresultatet af 2. marts 2008 med RLTN. Det bedes oplyst om stillingtagen er sket ved urafstemning eller i kompetent forsamling.

Såfremt stillingtagen er sket ved urafstemning bedes følgende oplyst:

  • Procentvise fordeling af ja-stemmer og nej-stemmer.
  • Den samlede stemmeprocent.

Proceduren for KTO-forligets godkendelse fremgår af § 17, stk. 4, i KTO's vedtægter, der lyder således:

"Efter organisationernes stillingtagen tager bestyrelsen stilling til, hvorvidt resultatet af forhandlingerne i en generel overenskomst- og aftalefornyelsessituation er godkendt.

Bemærkning:

Såfremt det på bestyrelsesmødet konstateres, at der mellem LO-, FTF- og AC-valggrupperne er enighed om at godkende KTO-forliget, meddeler KTO de kommunale arbejdsgivere, at KTO-forliget er vedtaget. Dette medfører ikke, at organisationer, der ikke kan tiltræde KTO-forliget af den grund bliver forpligtet af KTO-forliget.

Såfremt der på bestyrelsesmødet ikke er enighed mellem de nævnte valggrupper om at godkende KTO-forliget, træffer bestyrelsen beslutning om det videre forløb."

KTO skal endelig gøre opmærksom på, at en virkning af, at KTO's endelige stillingtagen til KTO-forliget sker den 14. april 2008 er, at generelle lønstigninger pr. 1. april 2008 frigøres med lønudbetalingen ultimo maj 2008 for så vidt både KL's område og RLTN's område.

Med venlig hilsen

Jørgen Holst

Helle Basse