KTO's bestyrelse har godkendt KTO-forliget

14. april 2008

Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 1380.34
HKB
Direkte tlf.nr.: 3347 0621
14. april 2008

Vedr.: KTO's bestyrelse har godkendt KTO-forliget

KTO har på et bestyrelsesmøde d.d. godkendt KTO-forliget (protokollatet af 1. marts 2008 med KL og protokollatet af 2. marts 2008 med RLTN).

KTO har derfor også d.d. meddelt KL og RLTN, at KTO har godkendt KTO-forliget.

KL og RLTN har oplyst, at de ligeledes vil meddele KTO deres godkendelse af KTO-forliget.

Der vedlægges en oversigt over medlemsorganisationernes stillingtagen til KTO-forliget på baggrund af de oplysninger, som KTO's sekretariat har modtaget.

Af oversigten fremgår, at en enkelt organisation, Dansk Funktionærforbund, har sagt nej til aftale- og overenskomstresultatet 2008. I den situation bestemmer KTO's vedtægter, jf. § 17, stk. 4, at godkendelse af KTO-forliget ikke medfører, at organisationer, der ikke kan tiltræde KTO-forliget, af den grund bliver forpligtet af KTO-forliget. Dansk Funktionærforbund forpligtes således ikke af KTO's endelige stillingtagen til KTO-forliget.

Af KTO-forliget (pkt.10 i både KL-protokollatet og RLTN-protokollatet) fremgår, at de generelle lønstigninger frigives, når KTO har meddelt godkendelse af forliget og dermed har fraskrevet sig retten til at iværksætte kampskridt i forbindelse med overenskomstindgåelsen. Medlemsorganisationerne er tidligere orienteret om, at både KL og RLTN har oplyst, at de generelle lønstigninger pr. 1. april 2008 frigøres med lønudbetalingen ultimo maj 2008.

KTO's pressemeddelelse om godkendelse af forliget vedlægges til orientering.

 

Med venlig hilsen

Jørgen Holst

Helle Basse