Lønudvikling i 1. kvartal 2007-2008

14. maj 2008

Organisationsudsendelse

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 1428.7
VP
Direkte tlf.nr.: 3347 0626
14. maj 2008

Vedr.: Lønudvikling i 1. kvartal 2007-2008

Danmarks Statistik (DS) har d.d. offentliggjort deres lønudviklingstal for 1. kvartal 2007-2008. DS har opgjort lønudviklingen i den regionale og kommunale sektor til 2,8 %, jf. bilag 1.

Det aktuelle lønudviklingstal afspejler

  • at den gennemsnitlige lønstigning i 1. kvartal 2007 - 2008 har været nominelt højere end i sidste kvartal, hvor den var 2,6 %.
  • men at stigningen skyldes at Danmarks Statistik ikke - som i FLD's tal - korrigerer for 4-5 ugers problemstillingen i relation til udbetalingen af genetillæg.
  • Betydningen af 4-5 ugers problemstillingen er tidligere beregnet til at udgøre ca. 0,3 %-point.
  • at reststigningen opgjort på baggrund af Danmarks Statistiks løntal derfor kan beregnes til at være ca. 0.
  • at lønudviklingen i den kommunale sektor, når der måles over en længere periode (1996-2008), har ligget lidt i underkanten af lønudviklingen i den private sektor.
  • at der efter 8 kvartaler med positiv reallønsudvikling nu kan opgøres en negativ reallønsudvikling i perioden 1. kv. 2007 - 2008.

Det forventes, at Danmarks Statistik offentliggør deres lønudviklingstal for den private sektor 1. kvartal 2007-2008 den 19. juni 2008. Når dette tal foreligger forventes det, at udmøntningen fra reguleringsordningen pr. 1. oktober 2008 vil kunne beregnes.

Nedenfor redegøres der for lønudviklingen i 1. kvartal 2007-2008 på baggrund af det offentliggjorte løntal.

Lønudviklingen i den kommunale sektor
Danmarks Statistik har opgjort årsstigningstakten i den kommunale sektor - dvs. regioner og kommuner som helhed - i 1. kvartal 2007 - 2008 til 2,8 %, hvilket er marginalt højere end i 4. kvartal 2006 - 2007, hvor den var 2,6 %, jf. bilag 2.

Lønudviklingen i den statslige og den private sektor
Årsstigningstakten i den statslige sektor i 1. kvartal 2007-2008 er opgjort til 3,6 %, hvor den var 3,0 % i 4. kvartal 2006-2007.

Udviklingen i de kvartalsvise årsstigningstakter i den kommunale, den statslige og den private sektor fremgår af bilag 3. Som i tidligere perioder er der større udsving i den kommunale sektors udvikling end i den private sektors, hvilket skyldes en anderledes udmøntningsprofil af aftaleresultaterne.

Lønudviklingen siden 1. kvartal 1996
For så vidt angår lønudviklingen på det længere sigt, så går DS' lønindeks for sektorerne tilbage til 1. kvartal 1996. KTO er opmærksom på, at der er et databrud i lønindekset for den kommunale sektor fra 4. kvartal 1997 til 1. kvartal 1998, som har betydning for vurderingen af sektorens lønudvikling. DS har bekræftet dette og gør nu også selv eksplicit opmærksom på dette, jf. bilag 1. DS vil som konsekvens heraf korrigere dette i forbindelse med en kommende omlægning af indekset. KTO vil som følge heraf - frem til denne korrektion har fundet sted - tage udgangspunkt i en korrigeret indeksserie, se bilag 4.

Af bilag 4 fremgår det, at lønudviklingen i den kommunale sektor siden 1996 har ligget lidt i underkanten af lønudviklingen i den private sektor. KTO har i en pressemeddelelse af d. 22. august 2007, som er udsendt til medlemsorganisationerne samme dato, gjort opmærksom på problemstillingen.

Reallønsudviklingen
Den af Danmarks Statistik opgjorte lønudvikling i 1. kvartal 2007 - 2008 på 2,8 % er lidt mindre end den opgjorte prisudvikling på 3,1 %, hvilket betyder, at reallønnen for første gang efter nu otte kvartaler er faldende, jf. bilag 5. Det samme billede gælder ikke på det lange sigt. Sammenholdes løn- og prisudviklingen for hele perioden siden 1. kvartal 1996, fremgår det at lønudviklingen ligger klart over inflationen, se bilag 4.

Reststigningen
Forskellen mellem aftaleresultatet og lønudviklingen kaldes også reststigningen.

Årsstigningstakten i aftaleresultatet fra OK-05 kan for perioden 1. kvartal 2007 - 2008 beregnes til ca. 1,2 %. Grundet den sene implementering af lokallønsaftalerne i OK-05-perioden ( i 3. år på 1,25 %) var der for 1. kvartalsperioden imidlertid forventet en stigning der var højere end 1,2 % (nemlig 1,2 % + 1,25 %, dvs. ca. 2,5 %).

Årsstigningstakten i lønningerne 1. kvartal 2007 - 2008 er som ovenfor anført opgjort til 2,8 % af DS. Imidlertid skyldes en del af stigningen, at Danmarks Statistik ikke - som FLD gør det - korrigerer for 4-5 ugers problemstillingen i relation til udbetalingen af genetillæg. Problemstillingen dækker over at der i Silkeborg Datas opgørelse i perioden indgår 4 ugers genebetalinger i primo-målingen og 5 ugers genebetalinger i ultimo-målingen. Betydningen af 4-5 ugers problemstillingen er tidligere beregnet til at udgøre ca. 0,3 %-point, dvs. at lønudviklingen er ca. 0,3 %-point overvurderet.

Sammenholdes disse faktorer kan reststigningen opgjort på baggrund af Danmarks Statistiks løntal derfor kan beregnes til at være ca. 0.

Perspektivet for lønudviklingen i de kommende kvartaler
Grundet de aftalte lønstigninger pr. 1. april 2008 i OK-08-perioden på godt 4 % må årsstigningen i indeks 2. kvartal 2007 - 2008 forventes at stige i forhold til stigningstakten for 1. kvartal 2007 - 2008.

 

Med venlig hilsen

Jørgen Holst

Vibeke Pedersen