Lønudvikling i 3. kvartal 2007 - 2008

14. november 2008

Organisationsudsendelse

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 1596.11
VP
Direkte tlf.nr.: 3347 0626
14. november 2008

Vedr.: Lønudvikling i 3. kvartal 2007 - 2008


Danmarks Statistik (DS) har g.d. d. 13. november 2008 offentliggjort deres lønudviklingstal for 3. kvartal 2007-2008 i den kommunale sektor - dvs. for regioner og kommuner som helhed. Lønudviklingen til opgjort til 4,7 %, jf. bilag 1.

I forbindelse med offentliggørelsen af de nye løntal har DS indført et nyt basistidspunkt (1. kvt. 2005) for deres lønindeks, som følge af overgangen til en ny brancheklassikation.

Det aktuelle lønudviklingstal på 4,7 % afspejler

  • at der er en positiv reallønsudvikling, og
  • at der kan beregnes en positiv reststigning (0,2 %).

DS forventes at offentliggøre deres lønudviklingstal for den private sektor 3. kvartal 2007 - 2008 den 27. november 2008.

Nedenfor redegøres der yderligere for lønudviklingen på baggrund af det offentliggjorte løntal.

Lønudviklingen i den kommunale, den statslige og den private sektor
Danmarks Statistik har opgjort årsstigningstakten i den kommunale sektor i 3. kvartal 2007 - 2008 til 4,7 %, hvilket som forventeligt er en del højere end i 2. kvartal 2007 - 2008, hvor den var 3,0 %, jf. bilag 2. I den statslige sektor er årsstigningstakten i 3. kvartal 2007-2008 opgjort til 5,5 %, dvs. stort set uændret i forhold til løntallet for sidste kvartal, som er blevet korrigeret til 5,4 %.

Udviklingen i de kvartalsvise årsstigningstakter i den kommunale, den statslige og den private sektor fremgår af bilag 3. Som i tidligere perioder er der større udsving i den kommunale sektors udvikling end i den private sektors, hvilket skyldes en anderledes udmøntningsprofil af aftaleresultaterne.

Lønudviklingen siden 1. kvartal 1996
DS har påbegyndt offentliggørelsen af statistikker i henhold til den nye brancheklassifikation "Dansk Branchekode 2007". Dette får betydning for en lang række statistikker heriblandt lønstatistikkerne. De nye aggregerede branchegrupper er ikke sammenlignelige med de tidligere, og kan ikke føres tilbage til 1. kvartal 1996, som har været det hidtidige basistidspunkt. I forbindelse indførelsen af den nye brancheklassifikation har DS derfor ændret basistidspunkt til 1. kvartal 2005.

På baggrund af de nye indeksserier, jf. bilag 4 fremgår det, at lønnen i den kommunale sektor siden 1. kvartal 2005 er steget med 13,8 %.

DS har tidligere1 givet KTO tilsagn om at udarbejde indeksserier for totalindeksene for de tre sektorer tilbage i tid. Sekretariatet vil informere om disse, når de foreligger.

Reallønsudviklingen
Den af Danmarks Statistik opgjorte lønudvikling i 3. kvartal 2007 - 2008 på 4,7 % er lidt større end den opgjorte forbrugerprisudvikling på 4,3 %. Det betyder, at der i denne periode er en positiv reallønsudvikling, jf. bilag 5. Det er det samme billede som på det lange sigt, jf. bilag 4.

Reststigningen
Forskellen mellem aftaleresultatet og lønudviklingen kaldes også reststigningen. Årsstigningstakten i KTO's aftaleresultatet for hele den kommunale og regionale sektor ved OK-08 kan for perioden 3. kvartal 2007 - 2008 beregnes til ca. 4,5 %. Sammenholdes det med det af DS' offentliggjorte løntal på 4,7 % kan reststigningen beregnes til at være positiv (0,2 %), jf. bilag 6.

Perspektivet for lønudviklingen i det kommende kvartal
Lønudviklingen i 4. kvartal 2007 - 2008 må forventes at stige, idet den samlede årsstigningstakt i KTO-forligene kan beregnes til 5,7 %.

 

Med venlig hilsen

Jørgen Holst / Vibeke Pedersen

1I skrivelse af d. 18. juli 2007 udsendt KTO's medlemsorganisationer i skrivelse af d. 22. august 2007.