Fraværsstatistik 2007

15. januar 2009

Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 274.75
VP
Direkte tlf.nr.: 3347 0626
15. januar 2009
 

Vedr.: Fraværsstatistik 2007

Nedenfor er omtalt hhv. den offentliggjorte Fraværsstatistik 2007 fra Det Fælleskommunale Løndatakontor (FLD) og den planlagte Fraværsstatistik 2007 fra Danmarks Statistik (DS).

Fraværsstatistik fra Det Fælleskommunale Løndatakontor
Den 19. december 2008 offentliggjorde FLD "Fraværsstatistik 2007 for den kommunale og regionale sektor" samt "Fraværsstatistik 2006 korrigeret for strukturreformen", som pdf-filer. Med publikationerne kan der dermed fås et indtryk af udviklingen i fraværet i den kommunale og regionale sektor fra 2006 til 2007. Statistikkerne er udarbejdet for den kommunale sektor, for den regionale sektor og for de to sektorer som helhed.

Fraværsstatistikken 2007 (og den korrigerede 2006-publikation) kan ligeledes ses på FLD's hjemmeside www.fldnet.dk, hvor man både kan finde pdf-versionen og trække kørsler i den webbaserede udgave. Offentliggørelsen af sidstnævnte blev omtalt i skrivelse til KTO's medlemsorganisationer af den 3. november 2008.

Nedenfor er der gengivet nogle af nøgletallene for den kommunale/regionale sektor som helhed fra Fraværsstatistikken 2007 samt udviklingen fra 2006 i følgende afsnit:

  • Samlet fravær
  • Sygefravær
  • Barselsfravær

Ad samlet fravær
Ca. 12 % af kvinderne og ca. 21 % af mændene havde overhovedet ikke noget fravær i 2007. Det er en svag stigning for begge køns vedkommende ift. 2006, hvor de tilsvarende procenter var hhv. 11 % og 20 %.

De ansatte havde et gennemsnitligt samlet fravær på 33,2 kalenderdage, hvilket svarede til, at en ansat i gennemsnit havde ca. 9,1 % fravær mod 9,4 % fravær i 2006. Kvinderne var 10,0 % fraværende i 2007, mod 10,4 % i 2006. Mændene var 5,7 % fraværende i 2007 mod 6,0 % i 2006.

Ad sygefravær
Det er uændret, at ca. 5 % af de ansatte tegner sig for lidt over 40 % af sygefraværet.

Ca. 22 % havde ikke noget sygefravær i 2007, dette var ligeledes en svag i stigning ift. 2006. Gennemsnittet dækker over, at der var ca. 19 % kvinder og 29 % mænd, som ikke havde noget sygefravær. Det er stort set uændret i forhold til 2006.

I gennemsnit havde en ansat 4,8 % sygefravær, svarende til 17,4 kalenderdage. Kvinderne havde 5,1 % og mændene havde 3,7 % sygefravær. Dette er ligeledes uændret i forhold til 2006.

Aldersgruppen de 55-59-årige har fortsat i gennemsnit flest sygefraværsdag (18,8), hvor gennemsnittet har 17,4 sygefraværsdage. Ligeledes er det fortsat også de helt unge under 25 år, som har flest sygefraværsperioder.

Ad barselsfravær
De barslende kvinder holder i gennemsnit 92,1 kalenderdag fri, hvilket er en svag stigning ift. 2006 (89,6).

Til gengæld holder de nybagte fædre i gennemsnit lidt færre dag fri (17,1) mod 17,3 kalenderdag i 2006.

Fraværsstatistik fra Danmarks Statistik
Danmarks Statistik (DS) vil på sigt gerne udsende deres fraværsstatistik for de tre sektorer (dvs. den statslige, den kommunale/regionale og den private) sidst på året, men valgte i 2008 at udsætte offentliggørelsen af deres fraværsstatistikker til ultimo februar 2009 på grund af problemer med data.

Så vidt KTO's sekretariatet er orienteret, skyldes det i relation til det offentlige område problemer med korrektion for kommunalreformen. Disse problemer forventes dog at kunne blive løst forholdsvist let.

I relation til det private område skyldes det datakvaliteten, som fortsat volder problemer. I forbindelse med DS' offentliggørelse af den første fraværsstatistik for den private sektor 2006 noterede DS således på forsiden: "2006 er det første år, hvor der er indsamlet data for den private sektor. Det har betydet en del indkøringsproblemer, som følge af utilfredsstillende datakvalitet. Resultaterne for den private sektor og sammenligninger med den offentlige sektor skal derfor tages med forbehold." (DS: Statistiske Efterretninger 2008:2, 25. januar 2008).

 

Med venlig hilsen

Jørgen Holst / Vibeke Pedersen