Kampagne om sygefraværssamtaler

30. marts 2009

Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 1459.110
HW
Direkte tlf.nr.: 3347 0625
30. marts 2009
 

Vedr.: Kampagne om sygefraværssamtaler

Som led i 3-partsaftalerne fra sommeren 2007 blev der aftalt iværksat en kampagne, der skal sætte fokus på værdien af at føre en aktiv sygefraværspolitik mv. på det offentlige arbejdsmarked. Det fremgår endvidere af 3-partsaftalerne, at indsatsen tilrettelægges med henblik på at parterne i fællesskab står som afsender.

Ved OK-08 blev det i aftalen om trivsel og sundhed på såvel det kommunale og regionale arbejdsmarked aftalt, at medarbejdere med længerevarende sygefravær har ret til en sygefraværssamtale med nærmeste leder, og at lederen skal tage initiativ til samtalen. Endvidere skal det øverste medindflydelses- og medbestemmelsesudvalg aftale retningslinjer om sygefraværssamtaler.

Der er nu i samarbejde mellem Personalestyrelsen, KL, RLTN, CFU, Sundhedskartellet og KTO udarbejdet kampagnemateriale mv.

Kampagnen består af 3 elementer: 

  1. Vedlagte pjece om sygefraværssamtaler. Pjecen har til formål at kommunikere kampagnens overordnede formål ud, nemlig at sætte fokus på værdien af at føre en aktiv sygefraværspolitik mv. på det offentlige arbejdsmarked. Pjecen er primært målrettet den sygemeldte og lederen. KTO's medlemsorganisationer har tidligere oplyst, hvor mange gratis pjecer der ønskes modtaget. Det bemærkes, at pjecen er optrykt med 3 forskellige forsider, MEN med det samme indhold. Hensigten har været at fastholde opmærksomheden på pjecen over en længere periode. Pjecen kan i begrænset omfang rekvireres mod ekspeditionsgebyr hos Schultz distribution (tlf. 4363 2300)

  2. Kampagnesitet www.rasksnak.dk. Rasksnak.dk indeholder en række videoer, hvor en leder og en medarbejder demonstrerer tanker og overvejelser før og efter gennemførelsen af en sygefraværssamtale. Rasksnak.dk indeholder også ovenfor omtalte pjece og en række links til andre hjemmesider med oplysninger om og fokus på sygefravær. Parterne bag kampagnen opfordrer organisationerne til at henvise til rasksnak.dk på deres respektive hjemmesider.

  3. Der vil løbende gennem resten af 2009 blive fulgt op på kampagnen med annoncer mv. i fagblade mv.

Med venlig hilsen

Jørgen Holst

Henrik Würtzenfeld