Hverdagsmesterskabet – ildsjæle søges

4. november 2009

Organisationsudsendelse

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 1999.83
HC
Direkte tlf.nr.: 3347 0617
4. november 2009
 

Vedr.: Hverdagsmesterskabet - ildsjæle søges

 

Det Personalepolitiske Forum har nu iværksat kampagnen "Hverdagsmesterskabet".

KTO skal hermed anmode medlemsorganisationer om at være behjælpelige med at udbrede kampagnen til de kommunale og regionale tillids-, sikkerheds-, MED- og SU-repræsentanter, og bede dem om at være lokale "talentspejdere", og sørge for at nominere ledere og medarbejdere, der via deres engagement, arbejdsglæde, faglighed eller menneskelige egenskaber gør arbejdspladsen til et rart sted at være.

Der vedlægges en lille hjælpetekst, som kan bruges til mail til de lokale talentspejdere, og som kan bruges til inspiration og tilrettes, så den passer i den tone som er oplagt på det enkelte område. I forbindelse med kampagnen er også udarbejdet vedlagte plakat i såvel A4 som A3 format, til ophængning på arbejdspladsen.

Al materialet kan hentes og udskrives fra KTO's hjemmeside www.kto.dk  under ud-sendelser til medlemsorganisationerne.

"Hverdagsmesterskabet" er en kampagne, der fungerer som løftestang for Personalepolitisk Messe 2010 og messens centrale temaer og budskaber om trivsel og sundhed, medindflydelse på eget arbejde og rekruttering. Kampagnen vil sætte ansigter og personlige historier bag budskaberne og gennem dem punktere myterne om det offentlige som arbejdsplads (kedeligt, bureaukratisk, langsomt etc.)

I kampagnen indgår et centralt korps af talentspejdere, som sørger for at sende stafetten videre for at skaffe nomineringer, samt et dommerpanel som bl.a. består af politikere fra Forums formandskab, Danske Regioner og Sundhedskartellet.

Kommunale og regionale ildsjæle kan nomineres på kampagnesitet www.hverdagsmesterskabet.dk frem til den 26. november 2009. På kampagnesitet kan også læses mere om kampagnen, og her kan plakaterne ligeledes downloades fra.

Der udpeges fem finalister, og i løbet af december måned vil der blive lavet små film, der portrætterer finalisterne. Filmene vil vises på kampagnesitet og der vil foregå en åben afstemning om hvem af de fem, der vinder.

Vinderen kåres på Personalepolitisk Messe, der løber af stablen den 12. januar 2010. Præmien til vinderen er kollektiv. Hans/hendes arbejdsplads modtager en gave samlet. På den måde sikres det, at det er hele arbejdspladsen der får gevinsten, selvom det er en kollega som er blevet fremhævet som Hverdagens Helt 2010.

Efter Messen lanceres et online værktøj, hvor man kan arbejde videre med Messens temaer med afsæt i de gode eksempler fra "Hverdagens Helte". Endvidere planlægges efter messen også et eller flere (regionale) arrangementer, så historierne - de nominerede - kan komme rundt i landet og fortælle deres historier.

 

Med venlig hilsen

Helle Basse

Henrik Carlsen