Fraværsstatistik 2008 for den kommunale og regionale sektor

12. februar 2010

Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 274.98
TC
Direkte tlf.nr.: 3347 0625
12. februar 2010
 

Vedr.: Fraværsstatistik 2008 for den kommunale og regionale sektor

 

 

Den 8. februar 2010 offentliggjorde FLD "Fraværsstatistik 2008 for den kommunale og regionale sektor" samt "Revideret fraværsstatistik 2007". Revisionen er foretaget fordi FLD har fundet det nødvendigt at justere på metoden for opgørelse af fravær. Statistikkerne er udarbejdet for den kommunale sektor, for den regionale sektor og for de to sektorer som helhed. Med publikationerne kan der dermed fås et indtryk af udviklingen i fraværet i den kommunale og regionale sektor fra 2007 til 2008.

Fraværsstatistikken 2008 (og den reviderede 2007-publikation) kan ses på FLD's hjemmeside www.fldnet.dk, hvor man både kan finde pdf-versionen og trække kørsler i den webbaserede udgave.

Nedenfor er der gengivet nogle af nøgletallene for den kommunale/regionale sektor som helhed fra Fraværsstatistikken 2008 samt udviklingen fra 2007 i følgende afsnit:

  • Samlet fravær
  • Sygefravær
  • Barselsfravær

Ad samlet fravær
Ca. 11 % af kvinderne og ca. 22 % af mændene havde overhovedet ikke noget fravær i 2008. Dette er uændret i forhold til 2007.

De ansatte havde et gennemsnitligt samlet fravær på 35,6 kalenderdage, hvilket svarede til, at en ansat i gennemsnit havde ca. 9,8 % fravær mod 9,4 % fravær i 2007. Kvinderne var 10,8 % fraværende i 2008, mod 10,4 % i 2007. Mændene var 6,1 % fraværende i 2008 mod 5,9 % i 2007.

Ad sygefravær
Det er uændret, at ca. 5 % af de ansatte tegner sig for lidt over 40 % af sygefraværet.

Ca. 21 % havde ikke noget sygefravær i 2008, dette var ligeledes en svag i stigning ift. 2007. Gennemsnittet dækker over, at der var ca. 19 % kvinder og 28 % mænd, som ikke havde noget sygefravær. Dette indikerer en lille stigning i forhold til kvinderne og status quo for mændende i forhold til 2007.

I gennemsnit havde en ansat 4,8 % sygefravær, svarende til 17,4 kalenderdage. Kvinderne havde 5,1 % og mændene havde 3,7 % sygefravær. Dette er ligeledes uændret i forhold til 2007.

Aldersgruppen af de 55-59-årige har fortsat i gennemsnit flest sygefraværsdage (18,8), hvor gennemsnittet har 17,4 sygefraværsdage. Ligeledes er det fortsat også de helt unge under 25 år, som har flest sygefraværsperioder.

Ad barselsfravær
De barslende kvinder holder i gennemsnit 89,6 kalenderdag fri, hvilket er et svagt fald ift. 2007 (91,8).

Til gengæld holder de nybagte fædre i gennemsnit lidt flere dage fri (17,3) mod 17,1 kalenderdag i 2007.

 

Med venlig hilsen

Helle Basse

Thomas Christensen