OK-11 - påtænkt vedtægtsændring, herunder om opgørelse af medlemstal på arbejdsgiverområder

22. april 2010

Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 2193.7
HH
Direkte tlf.nr.: 3347 0624
22. april 2010

Vedr.: OK-11 - påtænkt vedtægtsændring, herunder om opgørelse af medlemstal på arbejdsgiverområder

Ved brev af 21. januar 2010 fik medlemsorganisationerne tilsendt princippapir for forhandlingsmodel for OK-11, godkendt af KTO's forhandlingsudvalg s.d.

Som en del af forhandlingsmodellen fremgår det blandt andet af princippapiret, at "Repræsentantskabet træffer beslutninger selvstændigt i forhold til forhandlingsområder med stemmer efter medlemstal på det pågældende arbejdsgiverområde". Det fremgår endvidere af princippapiret, at "[Forhandlings]delegationerne træder i funktion ved kravsudtagelsen. Valggrupperne har vetoret i begge delegationer. Delegationerne indstiller til bestyrelsen udtagelsen af krav på de respektive arbejdsgiverområder til KTO's repræsentant- skab, samt vurderer opfyldelsen af forhandlingsaftalen på de pågældende områder. Endvidere tager delegationerne stilling til konflikt/konfliktkoordinering"

Som følge af ovennævnte elementer i forhandlingsmodellen for OK-11, har KTO's forhandlingsudvalg besluttet, at der med henblik på bestyrelsens indstilling til repræsentantskabet skal udarbejdes forslag om ændring af/tilføjelse til KTO's vedtægter som led i gennemførelsen af overenskomstfornyelsen pr. 1. april 2011. Dels med henblik på at vedtægtsfæste begrebet "forhandlingsdelegationer" og dels med henblik på at skabe vedtægtsmæssig hjemmel til, at repræsentantskabet kan træffe beslutninger selvstændigt i forhold til forhandlingsområder med stemmer efter medlemstal på det pågældende arbejdsgiverområde.

Der arbejdes efter, at forslag til ændring af/ tilføjelse til KTO's vedtægter vil blive fremlagt af bestyrelsen med indstilling om vedtagelse på det repræsentantskabsmøde, som forventes afholdt primo november 2010, hvor repræsentantskabet behandler forhandlingsdelegationernes indstillinger om udtagelse af krav.

Vedtægtsændringen skal således blandt andet muliggøre, at repræsentantskabet kan træffe beslutninger selvstændigt i forhold til forhandlingsområder med stemmer efter medlemstal på det pågældende arbejdsgiverområde.

Vedtægtsændringen vil blive foreslået til ikrafttræden umiddelbart efter vedtagelsen på repræsentantskabs- mødet.

Organisationerne har ikke tidligere skulle oplyse overfor KTO, om organisationens tilsluttede medlemmer er tilknyttet det kommunale eller det regionale arbejdsmarked. Denne oplysning er med princippapiret for forhandlingsmodel for OK-11 imidlertid nødvendig.

Med henblik på at sådan stillingtagen i forhold til de to forhandlingsområder kan finde sted, vil KTO's medlemsorganisationer på denne side af sommerferien pr. brev blive bedt om, inden den 1. oktober 2010 til KTO's sekretariat at indberette antal tilsluttede medlemmer, opgjort på de to arbejdsgiverområder. Fordelingen af antal medlemmer tilsluttet KTO opgøres med udgangspunkt i det indberettede medlemstal pr. 1.1.2010. Den enkelte organisations indberettede medlemstal pr. 1.1.2010 vil fremgå af brevet.

Ved opgørelse af organisationens samlede tilsluttede medlemstal i forhold til det kommunale/regionale forhandlingsområde medregnes ledige, efterlønsmodtagere og pensionister til den sektor, hvor de sidst har været beskæftiget, eller fordeles mellem de to sektorer efter organisationens forholdsmæssige andel mellem kommunalt og regionalt beskæftigede.

Eventuelle spørgsmål til ovenstående kan rettes til Henrik Højrup Hansen på telefon 3347 0624 eller til Helle Basse på telefon 3347 0611.

 

Med venlig hilsen

Helle Basse

Henrik Højrup Hansen