OK-11 - Køreplansaftale med KL

20. maj 2010

Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 2062.40
HW
Direkte tlf.nr.: 3347 0621
20. maj 2010

Vedr.: OK-11 - Køreplansaftale med KL

 

KL og KTO er blevet enige om vedlagte aftale om plan for forhandlingerne om fornyelse pr. 1. april 2011 af aftaler og overenskomster om løn- og ansættelsesvilkår for kommunalt ansatte (herefter køreplansaftale).  

Følgende bilag, som indgår i aftalen, vedlægges tillige:

  • Oversigt over generelle aftaler med tilhørende protokollater og fortolkningsbidrag indgået mellem KTO og KL.
  • Oversigt over generelle bestemmelser om tjenestemænd, der inden for KL's forhandlingsområde placeres på KTO-bordet.
  • Tidslinje 2010/2011

Aftalen er p.t. til underskrift hos parterne. Den underskrevne aftale med bilag vil herefter være tilgængelig på KTO's hjemmeside (under emnet "OK-fornyelse" og OK-11.)

Køreplansaftalen er baseret på den forhandlingsmodel, som blev anvendt ved OK-05 og OK-08, og hvor der er en opdeling i generelle forhandlinger mellem KTO og KL, og organisationsforhandlinger, der ud over krav af speciel karakter også kan omfatte krav til en række generelle KTO-aftaler.

Nedenfor knyttes en række bemærkninger til de enkelte kapitler/afsnit i køreplansaftalen indgået mellem KL og KTO.

Ad KL/KTO-forhandlinger (kapitel 1)
Det fremgår af kapitel 1 om KL/KTO-forhandlinger, at KTO og KL udveksler generelle overenskomstkrav senest den 22. november 2010.

Det er ikke på forhånd aftalt, at der holdes et politisk møde i forbindelse med kravsudvekslingen. Eventuel afholdelse af et sådant møde vil blive drøftet på et senere tidspunkt mellem parterne.

KL/KTO-forhandlingerne indledes den 17. december 2010, og tilrettelægges så de kan afsluttes senest den 18. februar 2011.

Ad organisationsforhandlinger (kapitel 2)
Af kapitel 2 om organisationsforhandlinger fremgår det af pkt. 5 om forhandlingsprocedure, at overenskomstkravene skal være modparten i hænde senest den 22. november 2010. Forhandlingerne kan herefter indledes fra den 24. november 2010. Kravslisten skal specificere de generelle og specielle overenskomster og aftaler, som ændringsforslagene vedrører. Det fremgår endelig, at det første møde mellem KL og organisationerne skal afholdes senest den 16. december 2010.

Organisationsforhandlingerne afsluttes senest den 28. februar 2011.

Ad placering af KTO-aftaler ved henholdsvis KL/KTO-forhandlinger og organisationsforhandlinger (kapitel 1 og 2)
I lighed med OK-05 og OK-08 skal der foretages en endelig fordeling af, hvilke KTO-aftaler, der kan forhandles ved henholdsvis KL/KTO-forhandlingerne (kapitel 1) og ved organisationernes forhandlinger (kapitel 2). Af aftalens kapitel 1 og 2 fremgår, hvilke KTO-aftaler/temaer, der på nuværende tidspunkt er placeret ved enten KL/KTO-forhandlingerne eller organisationsforhandlingerne. I perioden 4. oktober 2010 til 15. oktober 2010 aftales det mellem KL og KTO, hvorledes de ikke-placerede aftaler forhandles.

I vedlagte bilag er der en oplistning af placering af aftaler, herunder hvilke aftaler der udestår at blive placeret. Bilaget er ikke en del af køreplansaftalen, men tjener til at give et overblik.

Udgangspunktet for fordelingen af KTO-aftalerne er, at en aftale i sin helhed enten er placeret ved KTO-forhandlingerne eller ved organisationernes forhandlinger. 

Dette udgangspunkt er fraveget for 2 aftalers vedkommende: Aftale om fravær af familiemæssige årsager og ferieaftalen.

Aftale om fravær af familiemæssige årsager
Aftale om fravær af familiemæssige årsager er placeret ved KTO-bordet, idet krav om yderligere udvidet løndækning i dagpengeperioden kan rejses ved organisationernes borde, jf. KL-aftalens note 1. 

Formuleringen indebærer, at en organisation fx kan rejse krav om at dagpengeperioden løndækkes. Såfremt KTO gennemfører et krav om fx løndækning af x antal dagpengeuger (evt. forbeholdt én af forældrene), vil organisationen, såfremt der er rejst krav herom, kunne løndække resten af dagpengeperioden.

Ferieaftalen
Ferieaftalen er placeret ved KTO-bordet, idet størrelsen af særlig feriegodtgørelse kan forhandles ved organisationernes borde, jf. KL-aftalens note 2.

Ad varsling og iværksættelse af konflikt (kapitel 3)
På KL's område gælder som hovedregel jf. hovedaftalerne, at arbejdsstandsning kan varsles ved anbefalet skrivelse senest 4 uger før iværksættelse. Arbejdsstandsning kan iværksættes fra en hvilken som helst dato fra den 1. april 2011.

I enkelte hovedaftaler gælder, at beslutning om at iværksætte arbejdsstandsning skal tilkendegives den anden part ved særlig og anbefalet skrivelse mindst 1 måned før den iværksættes, og at arbejdsstandsning kun kan iværksættes fra den 1. i en måned.

Af kapitel 3 fremgår, at parterne gensidigt accepterer at følge hovedreglen på KL's område således, at arbejdsstandsning kan varsles ved anbefalet skrivelse senest 4 uger før iværksættelsen og at arbejdsstandsning kan iværksættes fra en hvilken som helst dato fra den 1. april 2011.

Det fremgår endelig, at eventuelle konfliktvarsler ikke bør fremsendes uden en forudgående drøftelse af årsagerne hertil mellem forhandlingsparterne.

Ad stillingtagen til forlig (kapitel 4)
Parterne er i lighed ved OK-08 enige om, at "hvis parterne opnår forlig, kan udvekslede arbejdspapirer i forbindelse med forhandlingerne om forliget med tilhørende bilag ikke efterfølgende anvendes i voldgiftssager m.v. med mindre andet aftales."

Bestemmelsen "med mindre andet aftales" indebærer, at der senest samtidig med forligsindgåelsen skal tages stilling til de udvekslede arbejdspapirers status. I modsat fald anses de udvekslede arbejdspapirer for bortfaldet. 

Fælles forståelsespapir mellem KL og KTO om eventuelle overenskomstforhandlinger efter hovedaftalerne indgået mellem de enkelte organisationer og de respektive arbejdsgiverparter.
I tilknytning til drøftelserne mellem KL og KTO om køreplansaftalen for OK-11 er parterne enige om, at ville udarbejde et fælles forståelsespapir om eventuelle overenskomstforhandlinger efter hovedaftalerne indgået mellem de enkelte organisationer og de respektive arbejdsgiverparter.

Forståelsespapiret vil skulle anvendes i tilfælde af, at der i perioden 4. - 15. oktober 2010 ikke kan opnås enighed om, hvilke krav, der forhandles hvor, jf. køreplansaftalens kapitel 1 og 2. Overenskomstforhandlingerne vil herefter skulle føres efter bestemmelserne i hovedaftalerne indgåelse mellem de enkelte organisationer og KL. Konsekvensen af en manglende enighed mellem KTO og KL vil være, at køreplansaftalen i sin helhed er bortfaldet.

Forståelsespapiret vil i sit indhold komme til at svare til forståelsespapiret fra OK-08 med enkelte ajourføringer som konsekvens af den indgåede køreplansaftale mellem KL og KTO.

Eventuelle spørgsmål vedrørende ovenstående kan rettes til enten Helle Basse på tlf. 33 47 06 11 eller Henrik Würtzenfeld på tlf. 33 47 06 21.

 

Med venlig hilsen

Helle Basse

Henrik Würtzenfeld