Resultatet af undersøgelsen af sundhedsordninger i kommunerne

8. juni 2010

Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 1951.128
TC
Direkte tlf.nr.: 3347 0625
8. juni 2010

Vedr.: Resultatet af undersøgelsen af sundhedsordninger i kommunerne

 

 

KTO har sammen med KL netop gennemført en undersøgelse af sundhedsordninger i kommunerne. Undersøgelsen blev aftalt ved OK-08 og målet med undersøgelsen har været, at give parterne et kvalificeret grundlag for stillingtagen til om og i givet fald hvordan sundhedsordninger kan bidrage til at udvikle trivsel og sundhed og nedbringe sygefraværet på de kommunale arbejdspladser, samt hvordan overenskomstparterne kan understøtte etableringen af sundhedsordninger i kommunerne - jf. vedlagte bilag 6.3 til KTO-forliget på det kommunale område. Sundhedskartellet har deltaget i undersøgelsen.

Ved OK-08 blev aftalen om trivsel og sundhed på arbejdspladserne indgået. Aftalen indebærer bl.a., at kommunernes øverste medindflydelses- og medbestemmelsesudvalg skal aftale retningslinjer vedrørende sundhed. Det fremgår, at retningslinjerne skal indeholde konkrete sundhedsfremmeinitiativer, som f.eks. tilbud om massage, fysioterapi, motion, kostvejledning, rygestopkurser mv.

I undersøgelsen er sat fokus på de tilbud fra de kommunale arbejdsgivere, som forventes at fremme sundhed for de ansatte i større eller mindre grad. Der er i undersøgelsen sat fokus på de såkaldte KRAM-faktorer (kost, rygning, alkohol og motion) samt forebyggende behandlingsordninger (massage, fysioterapi, psykologhjælp mv.). Alkohol og rygning har ikke været blandt de primære fokusområder for undersøgelsen, idet der i en forundersøgelse blev peget på, at disse områder er veludviklede og må anses som en velintegreret del af den kommunale praksis.

Undersøgelsen er for parterne foretaget af konsulentfirmaet Rambøll. Rapportentilhørende bilagsamt kan hentes på KTO's hjemmeside. Nedenfor gives et hurtigt overblik over hovedresultaterne. 

Et hurtigt overblik over hovedresultaterne
Undersøgelsen viser bl.a.:

Udbredelse

  • Kommunerne giver primært tilbud om madordninger (fx kantineordning), frugtordning samt tilskud til enkeltstående idrætsarrangementer. Herudover giver mange kommuner tilskud til fitnessordninger. Kommunerne giver i mindre omfang tilbud om motionsrum og behandlingsordninger, idet udbredelsen dog er forskellig fra sektor til sektor. Desuden giver kommunerne i vidt omfang tilbud mod rygning og alkohol.

Organisering/anvendelse

  • Ordningerne om motion og behandlingsordninger tilbydes typisk uden for arbejdstiden.
  • Arbejdsgiverbetalingen varierer mellem de forskellige ordninger (for motionsordninger betaler arbejdsgiverne på ca. halvdelen af arbejdspladserne, mens medarbejdere i højere grad selv skal medfinansiere i forbindelse med behandlingsordninger). Arbejdsgiverne betaler dog i vidt omfang fuldt ud udgifterne til psykologhjælp (udover krisehjælp) og sundhedstjek.
  • Anvendelsen af ordningerne varierer mellem de forskellige ordninger.
  • Lederne oplyser, at særligt gratis deltagelse, tilbud i arbejdstiden og medarbejdernes indflydelse på sundhedsordninger kan øge deltagelsen i sundhedstilbuddene. I fokusgrupperne peges desuden på tilgængelighed og fleksibilitet, således at medarbejderne enten i arbejdstiden eller i forlængelse heraf kan benytte ordningerne.
  • Lederne vurderer, at de 3 mest efterspurgte ordninger er: Massage, frugtordning og madordning. I fokusgrupperne efterspørges: Tilbud om sund kost og sundhedsforsikring. Desuden efterspørges øget tilgængelighed til eksisterende ordninger.
  • Generelt er sundhedsordningerne strukturelt tilpasset til ansatte på større arbejdspladser - placeres på større arbejdspladser og tilgodeser i mindre grad ansatte med skæve arbejdstider, samt ansatte, som ikke kan flekse ud i løbet af dagen.

Effekt

  • Generelt vurderer stort set alle af de adspurgte ledere, at sundhedsordninger har en effekt. Effekten er forskellig fra ordning til ordning, idet behandlingsordninger i højere grad end de øvrige ordninger også vurderes at have effekt i form af reduceret sygefravær. Fokusgruppeinterviewene viser i øvrigt, at ordningerne bidrager til øget trivsel på arbejdspladsen som helhed. 

Kapacitet

  • Det har ikke været vurderingen på de kommunale arbejdspladser, at sundhedsordninger har medført kapacitetsproblemer i en mærkbar udstrækning.

Lidt om metoden i undersøgelsen
Der er i undersøgelsen indledningsvist, og med henblik på tilrettelæggelse af undersøgelsen, foretaget interview med 83 HR-chefer (der er rettet henvendelse til alle 98). Herefter er der udsendt en survey til ca. 1.500 tilfældigt udvalgte ledere fordelt på 8 sektorer. Heraf har 56 % svaret.

Herudover er der gennemført 30 interviews med ledere fra forskellige sektorer samt gennemført 9 fokusgruppeinterviews med i alt 59 medarbejdere fordelt på 9 kommuner. Interviewpersonerne og fokusgruppedeltagerne er udvalgt blandt ledere og medarbejdere, som har erfaringer med sundhedsordninger, og således primært kan kvalificere konklusioner fra surveyen. Med hensyn til vurderingen af effekter giver undersøgelsen alene et billede af ledernes og fokusgruppernes selvvurderede effekter af sundhedsordningerne. Det har ikke været muligt at foretage en mere systematisk og "videnskabelig" afdækning af effekterne af de enkelte sundhedsordninger.

Undersøgelsen afdækker ikke udbredelsen og erfaringer med sundhedsordninger i samtlige af landets kommuner og på samtlige af de kommunale arbejdspladser men giver et billed/udsagn for en stor gruppe af kommunale arbejdspladser, der fordeler sig på tværs af de fleste af landets kommuner og på tværs af de kommunale sektorer.

Der har mellem parterne været enighed om ikke at foretage en selvstændig analyse af de lovgivningsmæssige rammer og begrænsninger, med henvisning til Lønningsnævnets drøftelse af mulighederne for at anvende bruttolønstræk ved sundhedsordninger, samt statsforvaltningens udtalelse af 30. oktober 2008 om, at Fredensborg kommune kan tilbyde sine medarbejdere en arbejdsgiverbetalt sundhedspakke indeholdende bl.a. sundhedsforsikring - jf. KTO's medlemsorganisationsudsendelse af 4. november 2008.

Der gennemføres i øvrigt en lignende undersøgelse om sundhedsordninger på det regionale område. Resultaterne fra denne undersøgelse forventes at foreligge ultimo august.

 

Med venlig hilsen

Helle Basse

Thomas Christensen