OK-11 - politisk enighed mellem KL og KTO om senior, MED/TR m.m.

29. januar 2011

Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 2468.1
HW/jb
Direkte tlf.nr.: 3347 0611
29. januar 2011

Vedr.: OK-11 - politisk enighed mellem KL og KTO om senior, MED/TR m.m.

 

I dag er der opnået enighed mellem KL og KTO om bl.a. at gøre de seniordage, som blev aftalt ved hjælp af 3-partsmidler ved OK-08, permanente, forbedring af TR's vilkår i forbind-else med afskedigelse på grund af arbejdsmangel samt en smidiggørelse af hoved-udvalgets opgaver i medbestemmelsessystemet.

Det bemærkes, at aftaleresultatet, ikke er et egentlig delforlig, der underskrives og offentliggøres, svarende til de delforlig, som blev indgået ved OK-05 og OK-08. Aftale-resultatet er indgået med forbehold for et samlet KTO-forlig.

I nedenstående er en række hovedelementer i den opnåede enighed kort beskrevet.

Seniordage mv.
Der er opnået enighed med KL om at videreføre seniordagene, som blev aftalt ved OK-08 primært ved anvendelse af 3-partsmidler, og som udløber med udgangen af året. De ved OK-08 aftalte aldersgrænser i KTO-forliget er uændrede.

Der er samtidig enighed om at foretage en række forenklinger i forhold til den nuværende ordning med henblik på at lette kommunernes administration af seniordagene. Dette var KL's forudsætning for videreførelse af ordningen. Konkret indebærer dette blandt andet, at timelønnede udgår af ordningen. Desuden er der foretaget en ændring af beregnings-grundlaget til pensionsgivende løn, såfremt seniordagene udbetales. Ved udbetaling er værdien af én seniordag fastsat til 0,47 % af den pensionsgivende årsløn.

Der er endvidere enighed om at foretage mindre justeringer af rammeaftalen om senior-politik.

For så vidt angår køreplansaftalens bestemmelser vedrørende håndtering af organisation-ernes seniorpolitiske krav henvises til KTO's brev af 25. januar 2010.

Forbedring af TR-vilkår
Der er desuden opnået enighed om, at afskediges en tillidsrepræsentant på grund af arbejdsmangel, sker afskedigelsen med et opsigelsesvarsel, der følger af den over-enskomst eller aftale, som vedkommende er omfattet af, dog mindst 6 måneder. Bestem-melsen omfatter qua arbejdsmiljøloven også arbejdsmiljørepræsentanter. Bestemmelsen gælder dog ikke for TR-suppleanter samt for medarbejderrepræsentanter, der ikke er tillidsrepræsentanter.

Ændring af HovedMed's opgaver
På baggrund af krav fra KL er MED-rammeaftalen smidiggjort. Som led heri er antallet af centralt fastsatte obligatoriske opgaver for HovedMed  reduceret. De opgaver, der er enig-hed om ikke længere er obligatoriske for HovedMed, ændres i KTO's (ramme)aftaler til kan-bestemmelser.

Med henblik på at målrette drøftelserne i HovedMed er der enighed om, at HovedMed hvert andet år, som led i den strategiske planlægning af MED-arbejdet, gennemfører en strategisk drøftelse af, hvilke indsatsområder og opgaver de lokale parter er enige om er særligt væsentlige at fokusere på og arbejde med i perioden. Som led i disse drøftelser kan der hentes inspiration i de generelle (ramme)aftaler. På baggrund af den strategiske drøftelse fastlægger HovedMed en strategiplan.

Fokus på bestemmelser om information og drøftelse
Der er desuden enighed om, at der i overenskomstperioden er et særligt behov for, at KL og KTO informerer om MED-rammeaftalens bestemmelser om information og drøftelse af de ansatte i forbindelse med bl.a. beslutninger, der kan medføre betydelige ændringer i arbejdets tilrettelæggelse og ansættelsesforholdene, herunder beslutninger om virksom-hedsoverdragelse. Parterne er også enige om at foretage en formaliseret erfarings-opsamling vedrørende MED- og SU-aftalens bestemmelser, herunder med særlig fokus på håndhævelse af forpligtelserne vedrørende information og drøftelse.

Der er endvidere enighed om, at hvis der opstår en sag om påstået brud på bestemmelsen om information og drøftelse på lokalt niveau i kommunen, kan den indsendes til Hoved-Med, som skal tage stilling til sagen.

Arbejdsmiljørepræsentanter
Der er enighed om en fælles tilkendegivelse af, at arbejdsmiljørepræsentanterne varetager en række vigtige funktioner i den lokale arbejdsmiljøorganisation. På den baggrund er parterne enige om at henlede opmærksomheden på, at varetagelse af arbejdsmiljø-funktioner og opgaver kan danne grundlag for en forhandling om ydelse af funktionsløn til arbejdsmiljørepræsentanten.

I øvrigt
Der er enighed om, at ansatte får ret til at få foretaget en forhøjet løbende pensions-indbetaling ved samtidig at få sin løn reduceret tilsvarende. Arbejdsgiveren har pligt til at imødekomme et sådant ønske.

Endelig er der enighed mellem parterne om i overenskomstperioden at foretage en kortlægning af eksisterende forsikringsordninger i den enkelte kommune med henblik på at skabe klarhed over retstilstanden for de medarbejdere, som dør eller kommer til skade i tjenesten, herunder i forbindelse med tjenesterejser.

Hermed er der enighed om at følgende krav er afhandlet:

  • Seniorpolitiske initiativer (krav 4.1.1, 4.1.2 og 4.1.3)
  • MED/SU/TR/trivsel (herunder direktiv om stikskader) (krav 3.1.1-3.1.4, 7.2.1 og 7.6.1a, dog indgår 3.1.2, 3.1.4f og 3.1.4g i de videre forhandlinger)
  • Udlicitering (krav 7.3.1a-d)
  • Frivillig indbetaling af pension (krav 6.7.1)
  • Forsikringsdækning (krav 7.5.1)
  • Ansættelsesbreve (krav 6.5.1)

Der vedlægges pressemeddelelse fra KTO's formand.

 

Næste politisk forhandling afholdes den 4. februar 2011.

 

Med venlig hilsen

Helle Basse