Ændringer i ferieaftalerne

1. juli 2011

Organisationsudsendelse

 

Til
KTO's medlemsorganisationer 

Sagsnr.: 2330.15
HEB
Direkte tlf.nr.: 3347 0627
1. juli 2011 

Vedr.:  Ændringer i ferieaftalerne

Ved brev af 5. maj 2011 orienterede KTO medlemsorganisationerne om den vedtagne Lov nr. 320 af 15. april 2011 om blandt andet ændring af ferieloven, samt om at der med KL og Danske Regioner ville blive optaget drøftelser med henholdsvis KL og Danske Regioner om en implementering i ferieaftalerne af de nye lovregler.

Til orientering kan det oplyses, at parterne er enige om, at de nye regler vedrørende afholdelse af ferie under fritstilling, jf. lovens § 1, nr. 2 og 3, implementeres i ferieaftalerne med virkning fra den 1. juli 2011, hvilket vil sige i forhold til fritstillinger, der meddeles efter denne dato. Det betyder for disse, at ferien dog ikke kan anses for holdt, hvis den ansatte ikke har haft en arbejdsfri periode svarende til feriens længde efter udløbet af de perioder, der er nævnt i ferieaftalernes § 11, stk. 2. Foranstående nye undtagelse vil dog blandt andet ikke være gældende, hvis den ansatte er fritstillet, uden at arbejdsgiveren har adgang til at modregne i lønmodtagerens løn fra en ny arbejdsgiver.

Med hensyn til overførsel af ferie, jf. lovens § 1, nr. 5, er parterne enige om, at også dette forhold skal være gældende i ferieaftalerne og med virkning fra den 1. maj 2011, hvilket vil sige i forhold til ferie fra optjeningsåret 2009 og frem. Det betyder, at fristen for at aftale overførsel af ferie fra et ferieår til et andet ferieår ændre fra "ferieårets udløb" til den 30. september efter ferieårets udløb", jf. ferieaftalernes § 16, stk. 1.

Endelig er parterne enige om, at de øvrige nye lovændringer, som er ufravigelige, implementeres i ferieaftalerne eller vil komme til at fremgå af bilag 1 til ferieaftalerne. Disse ændringer handler blandt andet om forældelse af ferie, kontrol af indbetaling til feriefonde og forhøjelse at forskellige beløbsgrænser.

De nævnte forhold vil blive indarbejdet i forbindelse med en i forvejen aftalt revision/gennemskrivning af ferieaftalerne, som påbegyndes straks efter sommerferien.

Når den omhandlede revision af aftalerne er færdiggjort vil KTO efterfølgende i løbet af efteråret udgivet en ny kommenteret ferieaftale. Medlemsorganisationerne vil blive orienteret, når der foreligger nyt om dette og om ovenstående.

 

Med venlig hilsen

Helle Basse

Henning Bickham